Anmeldelse | Anmeldelse
Scener fra et ægteskab
Wagner: Tannhäuser
Stig Fogh Andersen, Tina Kiberg, Susanne Resmark, Tommi Hakala, Stephen Milling m.fl. Det Kgl. Kapel og Kor, dir. Friedemann Layer, iscen. Kasper Holten
Decca 074 3390 [dvd]
★★★★
★★
Med ekspressivt filmede nærbilleder af Stig Fogh Andersen i partiet som Tannhäuser – i skikkelse som den historiske Richard Wagner – tegnes der et vibrerende intenst portræt af en dybt splittet kunstner og familiefar. Det ene øjeblik er han besat af en stærk kreativ skaberkraft, der personificeres af Venus i Susanne Resmarks diabolske gestaltning. Det andet øjeblik søger han en tryg og ærbar favn hos Elisabeth, der, her spillet af Tina Kiberg, er iscenesat som hans hustru.
Ofte er begge kvinder på scenen samtidig, hvorved det tydeliggøres, at de repræsenterer to sider af Tannhäusers sind. Derved bliver det lokkende Venusbjerg heller ikke den konkrete lastens hule, som Wagner forestillede sig, men snarere en tilstand, som indtræder, når Tannhäuser giver sig hen til sit stærkt udviklede kunstnerego.
/Esben Tange