Anmeldelse | Kammer

De fem mænds magiske Schubert var den vildeste bromance

Den Danske Strygekvartet og Johannes Rostamo spillede Schubert og et nyt værk af Thomas Adès. Begge satte tiden i stå.

★★★★★

De fem mænds magiske Schubert var den vildeste bromance I Koncertanmeldelse Magasinet KLASSISK

Egentlig er det et job for en poet at beskrive den ro, der øjeblikkeligt indfandt sig i salen, da Den Danske Strygekvartet onsdag aften satte de første toner i Schuberts strygekvintet.

Med finske Johannes Rostamo på den ekstra cello var det fra start en opvisning i den mest nuancerede dynamik, man overhovedet kan forestille sig. Fem mænd, der smeltede sammen i blødhed, ømhed og vrid, så både indledningens sødmefulde nostalgi og harske vildskab lød, som om den kom fra ét væsen

Det var den vildeste bromance, simpelthen. En kærlighed til hinanden og til dette Schuberts sidste kammerværk, skrevet kort før hans død i 1828.

Koncerten var årets tredje i Den Danske Strygekvartets altid veloplagte ‘Series of Four’-række. Men også den sidste i deres ‘Dobbeltgænger’-projekt, hvor de siden 2021 har bestilt og uropført fire værker af komponister, der har ladet sig inspirere af Schuberts musik.

»Både top og bund var eminent afstemt, og dialogen mellem de to instrumenter glitrede – jeg var ganske enkelt nødt til at minde mig selv om at trække vejret«

Efter Bent Sørensen, Lotta Wennäkoski og Anna Thorvaldsdottir var turen kommet til den britiske Sonning-prisvinder Thomas Adès. Og af de tre ‘Dobbeltgænger’-koncerter, jeg har set, var denne aften den, der strålede allermest.

Men lad os først lige gøre Schubert-kvintetten færdig.

Den er vel især berømt for sin melankolske andensats, og jeg har svært ved at tro, den kan spilles smukkere, end de fem musikere gjorde det i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg.

Adagioens patos blev eksekveret med et konstant, men mådeholdent vibrato, der i stedet for at kamme over i det rørstrømske gav satsen en friskhed og transparens. Det var en utrolig balance, de holdt, nærmest som respekten ved en elsket vens begravelse.

Musikken smeltede følsomt sammen, men gav alligevel plads til detaljerne. Rune Tonsgaard Sørensens pizzicato i førsteviolinen var så tyst og dog så distinkt. Og Johannes Rostamos dybe hovedlinje i satsens midte fik et utroligt liv.

De fem mænds magiske Schubert var den vildeste bromance I Koncertanmeldelse Magasinet KLASSISK
Foto: Caroline Bittencourt

Både top og bund var eminent afstemt, og dialogen mellem de to instrumenter glitrede. Jeg var ganske enkelt nødt til at minde mig selv om at trække vejret. Nemmere gik det i den jublende tredjesats, hvor musikerne fik tegnet det folkemusikalske op med levende attak og kantede, tilpas grimme strøg.

Den dynamiske spændvidde var bemærkelsesværdig og ekstremt medrivende. Den helt hvislende midte i tredjesatsen og fjerdesatsens variation i klang: fra det helt tynde lys til et skurrende kropsdyb. Wow, altså.

Klogt var det, at Thomas Adès i sin kvintet, ‘Wreath – for Franz Schubert’, trak i en helt anden og langt mere meditativ retning. Hans udgangspunkt var Schuberts følelsesladede adagio, som han på sin vis lod møde Andrew Normans boblende ‘Music in Circles’.

Det var en musik, der cirklede i sløjfe. Violinen og celloen, der hos Schubert var så udtryksfulde, spillede her kun med knips. De øvrige tre spillede små, bølgende intervaller, der – ligesom de knipsende instrumenter – hele tiden søgte opad. Det var fragmenteret, men alligevel følsomt. Som et ituslået minde.

Af og til viste sig et glimt af intensitet, men værkets kerne var den rolige refleksion. Spor af udvikling hørte man akkurat antydet med strejf af harmoniske skift eller diskrete, nye tonesammenstød. Det var nøjagtig den enkelhed og ro, der var brug for efter Schuberts epos – nu var det os, der var blevet plads til i musikken.

Efterhånden hørte vi, at vi trods alt havde bevæget os. Toner begyndte at hvisle helt bort, noget mikrotonalt sneg sig ind, og man fornemmede alligevel en stor, poetisk arkitektur, en slags mellemrummets kompleksitet udfoldet af en komponist, der netop er kendt for sin virtuose skrift. Her gav han sig – og os – tid.

Det var den helt rigtige sløjfe at binde på Den Danske Strygekvartets ‘Dobbeltgænger’-projekt. Og et delikat fremført bud på, hvordan man i dag kan sætte tiden i stå, ligesom Schubert gjorde det for lige knap 200 år siden.

Sune Anderberg

Series of Four: Schubert og Adès
Den Danske Strygekvartet, Johannes Rostamo (cello).
Konservatoriets Konsertsal, DKDM, 27. marts 2024.

Foto: Caroline Bittencourt

LÆS OGSÅ

»Jeg føler mig som en pinlig berørt far, når det gælder min egen musik« | Interview Thomas Adès

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER