Smuk og helstøbt Bruckner

DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi er også chef for operaen i Zürich, og det er med orkestret herfra, han har indspillet Bruckners 4. Symfoni i Es-dur. Som man vil forvente, er det en moden, gennemarbejdet og velspillet fortolkning, hvor alt er sat på plads, uden at overblikket og det lange åndedræt svigter.

Anton Bruckner var et barn af den østrigske provins i den stillestående, reaktionære begyndelse af 1800-tallet, hvor katolicismen rådede, og bondedansene og folkeviserne var yderst præsente i dagligdagen. Men han var også lærer i kontrapunkt på universitetet i Wien og en berømt organist samt endelig en tilbedende discipel af Wagner.

»Sjældent oplever man et symfonisk værk, hvor et køligt overblik og et varmt hjerte hos dirigenten giver så meget igen«

Alle disse tilsyneladende heterogene elementer forener han i sine symfonier med deres enestående blanding af klassisk kontrapunkt på meget avanceret niveau, sensuel romantisk kromatik og orkesterklang samt en melodik, der i mangt og meget afspejler den østrigske tradition. F.eks. førstesatsens hovedtema i 4. Symfoni, frembåret af hornet, den folkeviseagtige cellomelodi i den langsomme sats eller scherzoens jagtmotiver. Det hele indgår i et værk af katedral-proportioner, hvor de lange forløb skal holdes sammen. Sjældent oplever man et symfonisk værk, hvor et køligt overblik og et varmt hjerte hos dirigenten giver så meget igen.

Fabio Luisi er, som lyttere til Torsdagskoncerterne vil vide, fuldbefaren i dette repertoire, og han får en smuk og helstøbt opførelse ud af sit glimrende schweiziske orkester. Tempoet i de fleste satser er til den rolige side, men aldrig ekstremt, og selvom Luisi giver sig god tid til de skiftende forskellige karakterer, som får plads til at folde sig ud, holdes det sammen med stort overblik og aldrig svigtende fremdrift. Orkestret lever helt op til dirigenten med en fyldig og ustresset klang, hvor ikke mindst messingblæserne har nogle store øjeblikke.

/ Mikael Garnæs