Anmeldelse: Musikkens Hus
Nordjydernes egen koncertsal

Nu kan koncertgængere i Aalborg og Nordjylland opleve symfonisk musik i en sal, der er bygget til formålet. KLASSISK var med til åbningen af koncertsalen i Musikkens Hus, hvor Aalborg Symfoniorkester var udfordret af salens akustik.

Af Lars Ole Bonde Foto Rene Jeppesen

Aalborg Symfoniorkester har haft behov for en egnet koncertsal i rigtig mange år. Jeg er så gammel, at jeg kan huske, hvordan orkestret lød i Aalborghallen, før denne årtier tilbage blev ombygget til fleksibel multisal. Den gamle koncertsal havde en fri og naturlig lyd med en rimelig efterklang, så symfonisk musik lød udmærket dengang. Ved ombygningen afgik de fleste af de gamle dyder desværre med døden, og gennem de seneste årtier har jeg kun hørt orkestret nogle få gange om året – simpelthen fordi akustikken var så trist og slet ikke levede op til orkestrets standard.

Et organisk rum
Koncertsalen i Musikkens Hus er farvemæssigt holdt i hvidt, rødt og sort. Væggene er hvide, mens de store, bevægelige reflektorer over orkesterpodium og gulv ligesom stolene er i en stærk rød farve. Facaden på det store orgel, som er placeret over orkestret og korpulpituret, er meget smukt udformet i en vekselvirkning mellem orgelpiber i forskellige størrelser og “sorte huller”, som bryder symmetrien og de strenge rette linjer. I det hele taget er der gjort meget ud af at give salen et organisk udtryk med bløde, runde linjer, indirekte belysning og med “amøbe”-agtige runde og ovale former i alle størrelser. På mig virker det som en elegant kombination af elementer fra futurisme, funktionalisme og jugendstil.

»Chefdirigent Rumon Gamba slap orkestrets kræfter løs adskillige gange, og det gav balanceproblemer, der skal arbejdes rigtig meget med«

Af type er salen en klassisk “skotøjsæske-koncertsal”, selvom hjørnerne er buede og de lange linjer rundede. Tilhørere på gulv og de to balkoner ser alle mod orkesterfronten på traditionel vis, selvom der er tilskuerpladser på balkonerne på siden af orkestret. Opbygningen gør det muligt at projicere billeder på et stort lærred, når det sænkes ned foran orgelfacaden. Ved åbningskoncerten blev dette demonstreret, da den ukrainske sandkunstner Kseniya Simonova improviserede poetiske billeder i stadige transformationer frem til tonerne af Ravels ‘Pavane’ og Borodins ‘Polovetserdanse’. Det lover godt for den forhåbentlig visionære brug af multimediestrategier i arbejdet med at gøre Musikkens Hus til et hus for mennesker i alle aldre og med mange forskellige baggrunde og behov.

Problemer med balancen
Og hvordan lyder musikken så i denne sal? Først må man konstatere, at salens akustik langt fra er en given størrelse. Den kan reguleres på mangfoldige måder, med akustiske tæpper langs væggene og især med de individuelt bevægelige reflektorer. Allerede ved åbningskoncerten oplevede vi reguleringen i funktion. Tæpperne blev rullet tilbage, og loftspladerne blev løftet i pausen, og det forbedrede akustikken hørbart efter pausen. I første afdeling bestod musikken af Bent Fabricius-Bjerres rutinerede, men ikke voldsomt inspirerede ‘Musikkens Hus-Ouverture’, Tjajkovskijs ikke specielt morsomme, men virtuose ‘Valse-Scherzo’ og violin-‘Meditationen’ fra Massenets opera ‘Thaïs’. Orkesterlyden var levende og behagelig, men der var også en del problemer, især i…