Chopin – den undervurderede | Portræt Frédéric Chopin

Chopin er nøglen til romantikken, både melodisk og harmonisk. Han havde virtuose evner som pianist og improvisator, hadede han at optræde, men elskede at komponere. Chopins musikhistoriske betydning er knapt nok sivet ind hos os, mener Bo Holten.

Af Bo Holten

Vi er druknet i en meget romantisk opfattelse af komponisten som en drømmer og ikke som den omhyggelige håndværker, der udstråler fra nodebilledet. Han spilles ofte i vor tid larger-than-life, hvor han søges gjort til glansbillede.
Men Chopin er komponisten, der opfandt den kromatiske harmonik, hele den romantiske musiks stærkeste våben. Ikke for ingenting omtaler Wagner slet ikke Chopin i sin selvbiografi ’Mein Leben’. For der er mange Chopin-lån hos operakomponisten, som blot var tre år yngre end klaverets instrumentator. De boede samtidig i Paris og gik ud og ind hos deres fælles forlægger, Schlezinger.
»Ikke for ingenting omtaler Wagner slet ikke Chopin i sin selvbiografi ’Mein Leben’. For der er mange Chopin-lån hos operakomponisten«.
Tag bare den berømte akkord, der indleder ’Tristan og Isolde’. Den samme akkord (næsten) med fuldstændig samme funktion indleder Chopins Scherzo i h-mol, med underliggende tritonus og det hele. Alle de flydende og raske modulationer, som Wagner gjorde til sine egne, ligger i svøb hos Chopin. Blot genkender vi dem ikke som wagnerske, når vi hører dem på klaver. Men lyt til Elgars instrumentation af Chopins sørgemarch og hør så, hvor tæt vi er på Gustav Mahler. Og netop Mahler er fuld af Chopin. Sidetemaet i finalen af Mahlers 1. Symfoni er E-dur-nocturnen op ad dage – man hører det bare ikke, når det klinger for orkester.

Bedre end det lyder
Chopin er nøglen til romantikken, både melodisk og harmonisk – og måske også nøglen til en del af det 20. århundredes musik, når man fx ser på kompositionsteknikken i præludierne…