Artikel

DEN FASCINERENDE KØNSFORVIRRING

Hvad laver en mezzosopran i kjole – og hvidt? Bukseroller er en del af faget – men hvorfor egentlig? KLASSISK ser nærmere på den mest udbredte cross-dressing-tendens i vore dages operaverden

En kvinde må ikke bære mandsdragt, og en mand må ikke bære kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er Herren en vederstyggelighed.
Femte Mosebog, kap. 22, vers 5

Sådan siger verdens mest udbredte bog. Dårligt nyt for både Dame Edna, Liza Minelli, Dustin Hoffmann og Marlene Dietrich. Og for vinderen af Dansk Melodi Grand Prix i år. Og ikke mindst for de mange generationer af mezzosopraner, som har brugt en stor del af deres karriere på at gå omkring på alverdens operascener med brede skridt, kort hår og stramme bukser og spillet hormonforstyrrede pubertetsdrenge og fuldvoksne hærførere.
Men faktisk er det Bibelen selv, der er en væsentlig årsag til, at teatre gennem mange århundreder har eksperimenteret med flere varianter af solid kønsforvirring på scenen; især, hvis man tager Paulus’ berømte ord om, at kvinder skal tie i forsamlinger for pålydende.
I 1600-tallets London er det unge drenge, der spiller kvinderollerne i Shakespeares dramaer. I pavestaten Rom bliver kvinder først tilladt på scenen i 1798. Til gengæld ser man senere ofte kvinder spille drenge i både skuespil og operaer – stemmelejet passer jo i hvert fald – og sent i 1800-tallet kan man endda opleve den franske skuespillerinde Sarah Bernhardt i mandetøj i rollen som Hamlet. Der er nemlig meget mere end blot praktisk omgåelse af bibelske skriftsteder og pavelige dekreter bag tøjbytningen.
Det er sopran- og mezzosopran-lejet, der er højest i kurs i operaens barndom – og allerhelst skal tonerne udføres af de kastrerede mænd, der er øverst på både plakaten og lønningslisten over hele Europa. Den menneskefremstillede og helt unikke lyd er en blanding af et barns og en kvindes toneomfang og stemmeklang, udført med en mands stærke fysik.
Resultatet får publikum helt frem i stolene i 1600- og 1700-tallet. Julius Cæsar står på scenen og ligner en stærk hærfører – men han lyder som en uskyldig og følsom jomfru. Man kan også opleve manderoller sunget af kvindelige sangere, og dermed er valget for komponisten og operachefen særligt interessant; skal den krigeriske helt synges af en kvinde, der ser ud som en mand – eller af en mand, der lyder som en kvinde?
Den katolske kirke forbyder med eminent dobbeltmoral kastration af drenge, og er samtidig i flere århundreder den suverænt største aftager af produktet; de har nemlig …

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 7)

Tekst: Henrik Engelbrecht; foto: Miklos Szabo / Johs Boe

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER