Den følsomme superperfektionist | Interview Martin Fröst

For små 30 år siden tog en overtændt svensk dreng sine første skridt ind på en stor scene. Han gik skælvende derfra, men drog snart på jagt efter mere af det samme. I dag er knægten blevet klarinetkonge, og han har fået bedre styr på nerverne. Men han er ikke stoppet med at øve sig. Mød årets modtager af Sonnings Musikpris: Martin Fröst.

Af Jens Povlsen | Foto Nikolaj Lund

Bihulerne driller ham i øjeblikket. Martin Fröst er ikke helt på toppen, som han sidder der i hotelreceptionens bløde sofa. Det irriterer ham. Irriterer superperfektionisten, der på lidt afstand godt kan minde om klimadebattøren Bjørn Lomborg. Lige så drenget i udtrykket, men mere ranglet og atletisk bygget. Med god grund.
Opholder man sig i Stockholm, kan man engang imellem møde den høje, blonde mand rende rundt i de bølgende stockholmske gader. Han jogger, og som han løber dér med hovedtelefoner på, kunne han være hvem som helst.
Lyttede man med i hovedtelefonerne, ville man imidlertid opdage, at helt normal er han ikke. Martin Fröst hører gerne klassisk musik, når han løbetræner. Særligt Beethovens symfonier gør underværker. Andre foretrækker pulsen fra en tung bas. Men ikke ham her. Det er sådan, Martin Fröst kommer helt tæt på musikken, han elsker – den klassiske.

»Klassisk musik ville engang imellem have godt af at se sig selv i øjnene og finde tilbage til det menneskelige udtryk i stedet for konstant at jagte det perfekte«

Martin Fröst husker stadig første gang, musik begyndte at betyde noget for ham. Husker godnatsangene, hans mor sang for ham, når han skulle falde i søvn. Altid sørgelige sange og altid de samme fem-seks stykker. Et andet erindringsglimt er forældrene, der øver sig med en strygekvartet hjemme i stuen. Hans mor med violinen på skulderen og faren med en bratsch i hånden.

Ikke uden klarinetten
Martin Fröst spillede meget fodbold som barn. Han spillede også violin som sin mor. Det var først, da familien flyttede nordpå til Sollefteå, at det sorte træblæseinstrument med tonehuller, klapper og mundstykket med rørbladet kom ind i billedet. Martin Fröst var på det tidspunkt otte år.
»Jeg kan stadig huske den første gang, jeg fik lyd ud af en klarinet. Det var overvældende, men faktisk kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde ikke har fået lyd ud af en klarinet«, siger han.
Martin Fröst husker også tydeligt den første gang, han optrådte for et større publikum.
»Følelsen af at stå på en scene var ubeskrivelig. Jeg var 15 år og skulle spille Mozart-koncerten. Det var en stor koncertsal, og jeg var ikke vant til at stå foran så mange mennesker. Jeg blev revet lidt for meget med. Jeg husker, at publikum klappede, inden jeg skulle på scenen…

LÆS HELE ARTIKLEN I KLASSISK NR. 33