Artikel

Den hyperenergiske tenor | Interview Rolando Villazón

Stjernetenoren Rolando Villazón følger sine egne indskydelser, drømmer kæmpestore drømme og vil med dén kombination skabe nye operatrends.

Af Thomas Michelsen

Spørger man Rolando Villazón, hvordan han har det med myten om tenorer – altså det der med, at de synger bedre, end de tænker, at de er lidt dummere og lidt mere opblæste end andre sangere og så videre – så svarer han lynhurtigt:
»jamen det er sandt! Har du ikke lagt mærke til, at det er præcis sådan, jeg er?!« Grinet følger lige efter, og selvfølgelig er det i dén grad sagt med tungen i kinden. Og vidste man det ikke i forvejen fra diverse interview, så opdager man det i løbet af bare fem minutters samtale med den mexikanske tenor: at han er en spasmager af vorherres nåde. Måske er det bare en rolle, han er havnet i, efter alverden fandt ud af, at den 34-årige sanger til en start er uddannet klovn. Simpelthen regelret uddannet gøgler. Men det er nok frem for alt en facon, han bare ikke kan lade være med at falde tilbage i, og som han helt klart slapper af i.
Villazón er i København for at synge en totalt udsolgt koncert med operaarier i Tivolis Koncertsal her midt i august, og efter prøverne på eftermiddagen før koncerten, hvor jeg møder ham, ser han lige til en start noget træt og mørk ud om øjnene. Men ikke noget alvor her.
»Jeg har det fint, jeg var bare oppe til klokken tre i nat«, forklarer han, da jeg spørger til hans velbefindende.
»Jeg sad og så ’King Kong’.« Og så griner han højt igen, mens han – det er karakteristisk for ham – læner sig frem mod mig. Og fra det grin og til vi skilles en lille time senere, står munden bogstavelig talt ikke stille på den hyperenergiske tenor. Det er svært at få kilet et spørgsmål ind på højkant, mens alt, hvad der kommer ud mellem læberne på sangstjernen, understreges af malende, gestikulerende armbevægelser. Jeg prøver at følge med og tage noter, mens båndoptageren kører, men også mine skriblerier følger tenoren med i, mens han snakker fanden og intervieweren et øre af, og da jeg tegner et lille dødningehoved for at minde mig selv om Villazóns forvaskede t-shirt med netop sådan et gotisk motiv på, skynder han sig at trække ud i trøjen, så jeg rigtig kan se, at der oven over kraniekassen står ”It’s great to be alive”. Det kunne godt virke, som hans motto, serveret med et grotesk-komisk morbidt twist.

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER