DEN LYKKELIGE SELVFORGLEMMELSE

Om sommeren florerer kammermusikken i Danmark. Og der er ikke kun tale om strygekvartetter og klavertrioer, snarere er alskens typer af instrumentkombinationer repræsenteret. Men hvorfor har komponisterne brugt så mange forskellige ensembletyper, hvad er karakteristisk for dem hver især, og hvordan passer kammermusik ind i nutidens samfund?

Kammermusik angår logisk nok ’musik for kammeret’, og selve fænomenet stammer fra den italienske renæssances intime og sofistikerede musica da camera. Her var der først og fremmest tale om vokalmusik fremført i aristokratiets gemakker af en lille flok faglige udøvere i overværelse af et begrænset antal kvalificerede tilhørere, som yndede at kalde sig cognoscenti eller dilettanti.
Kammermusikkens væsen var dengang kendetegnet ved dette grænseløse fællesskab; alle tilstedeværende i kammeret delte viden, dannelse, smag og lidenskab. Der foregik ikke blot en sublim konversation mellem musikerne, den inddrog absolut også den lyttende skare.
Senere er kammermusik-begrebet overvejende blevet hæftet på instrumentalister, der musicerer i grupper på op til 10 personer, og det er ganske interessant, at det sofistikerede image er fulgt med helt op til vor tid. Klangen af kammermusik har indtil for få år siden udsendt en kraftig duft af finkultur, musik for de få og de dannede, gabende kedsommelig kattemusik for andre segmenter. Efter nogles mening bedst anvendelig til at drive narkomaner på flugt fra Københavns Hovedbanegård. Siden 1991 har DRs Kammermusik Konkurrence medvirket til at ændre denne afsky hertillands, konkurrencen er indtil videre blevet afviklet otte gange, og den har givet stimuleret mange unge til at arbejde mere dybtgående med kammermusikken, end de ellers ville have gjort. Samtidig har den promoveret eksotiske ensembletyper som saxofon-slagtøj-duoen, cembalo-duoen og hybrid-gruppen Mad Cows Sing.
Kvalitetsniveauet er steget støt gennem den seneste snes år, kammermusik er faktisk blevet om ikke en folkesport, så i hvert fald en attraktion for et langt større publikum end tidligere.

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 9)

Tekst: Valdemar Lønsted; foto:coco