DER ER JO ANDET I VERDEN END TÆPPEBANKERRYTMER

Sylespidse toner, syrede drømme og vandrende noder. Klassisk bringer et sjældent indblik i samarbejdet mellem Danmarks største, nulevende komponist Per Nørgård, der netop har modtaget Sibelius-prisen, og den unge talentfulde cellist Jakob Kullberg.

Nørgård vender sig mod mig: »Han kan også synge,« siger han og mener Jakob. De to eksperimenterer med at indarbejde Kullbergs vokal i en sats i ’What – Is The Word’, som ellers er skrevet for det, Nørgård kalder ’Don Kosak-bas’. »Hov! Jeg kan ikke høre diminuendoet! Det skal lyde, som om musikken går i koma her.« Kullberg går lydigt i koma. »Og så … ordinario. Og … STORT crescendo!« Da passagen er færdigspillet, sidder Per Nørgård lidt. Ser tilfreds ud, mens han kigger ned i noden på bordet. »Der skal også være noget at arbejde med …« Nørgård ser ikke Jakobs mobiltelefon mave sig som en vibrator hen over gulvet. Den ringer, men er slået på lydløs. Den bliver ikke taget, for rummet er rigelig fyldt i forvejen. Hver ting til sin tid. Per Nørgård kigger op og skiftevis fra Kullberg til mig.
Og med en af sine typiske, pludselige associationer: »I går i min bil hørte jeg Glenn Goulds ”Måneskinssonate”. Det lød, som om den blev spillet af en metronom. Ja, faktisk måtte jeg slukke.« Apropos … ja, apropos hvad? »Hmmmmm …« Nørgård kigger fraværende ud i rummet. Mens han finder på noget nyt for de to at lave, viser det sig. »Fra 3. linje skal du veksle fra A- til D-streng med buen, husk det.«
Michael Bo er kulturjournalist ved dagbladet Politiken.

(Læs hele interviewet i klassisk nr. 3)

Tekst: Michael Bo; foto: Kåre Viemose