Det begavede nervemenneske | Portræt Vagn Holmboe

Vagn Holmboe talte om natur og folkemusik, når han blev spurgt til inspirationen bag sin musik. Men nu viser det sig, at der i virkeligheden ligger stærke åndelige kræfter gemt i hans værker – og en kærlighed, der nær havde taget livet af ham.

Af Thomas Michelsen

»Bort fra kaos hen mod kosmos … Vi må vise menneskene den højeste orden gennem kunsten. Det musikalske kunstværk skal ikke underholde. Det skal kompromisløst afspejle tilværelsens indre logik. Ligesom en vandpyt spejler sol, måne og stjerner«.

Sådan sagde Vagn Holmboe. Men han sagde det kun til sig selv. Ikke offentligt. Komponisten var lukket som en østers, mens han indadtil tumlede med tanker om det magiske ved musikken og dens magt til at forandre mennesker. Tanker, der krævede en enorm anspændelse – og som udløste en kolossal produktion bestående af næsten 400 værker.

Vagn Holmboe var Danmarks store komponist mellem Carl Nielsen og Per Nørgård. Nielsen fik ham ind på konservatoriet. Nørgård blev hans kendte elev.

I løbet af sit liv skrev Holmboe en lang række symfonier, der gjorde ham til den store symfoniker i Norden efter Carl Nielsen og Sibelius. Symfonier som Holmboes store, kontrastfyldte 8. symfoni, ‘Sinfonia boreale’. En nordisk symfoni, der ifølge ham selv skulle udtrykke »baade det lysglitrende og det kraftfuldt mørke, det man finder saavel i lyse nætter som i nordlys og saa først og fremmest det storladne drag, der er Nordens særlige egenskab«.

At han skrev symfonien under et enormt indre pres, mens hans privatliv stod i flammer, og at han ud af dette følelsespres hentede musikkens stærke kontraster, sagde han ikke noget om.