Artikel
»Det er sjældent, at man har en klar vinder« | Interview Nikolaj Znaider
12. april 2016
12. april 2016
Nikolaj Znaider er præsident for juryen i dette års Carl Nielsen Violinkonkurrence, der finder sted for tiende gange til april. Han har tidligere selv vundet den, og derfor må han være den rette til at svare på, hvad det betyder at vinde, og hvordan man finder en vinder.
Af Nikolaj Skinhøj
… om at finde en vinder
Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle være jurypræsident?
»Det er et stort ansvar. Man skulle tro, at det er nemmere, end det er. Men det er ofte kun nuancer, som adskiller deltagerne, og det er sjældent, at man har en klar vinder. Som regel er der nogen, der er lidt bedre til en ting, men til gengæld mangler noget i deres musikerskab, som andre har. Dér skal vi veje og prioritere. Det er
næsten blevet en kultur i musikkonkurrencer rundt omkring i verden, at det er lærerne, der sidder i juryen, og så er det minsandten deres egne elever, som spiller i konkurrencen, og så har man en interessekonflikt. Derfor har vi gjort meget ud af at indstille jurymedlemmer til konkurrencen, som ikke underviser aktivt«.
Hvilke kriterier vælger du ud fra i konkurrencen?
»Det, vi leder efter, og hele tiden skal have for øje, er morgendagens nye store solist, og det kræver et vist teknisk niveau, før man kan komme i betragtning. Hvor gamle er de? Har de mulighed for at udvikle sig mere? Hvor langt er de på nuværende tidspunkt? Og så afvejer man det. Et naturligt forhold til scenen er det, som publikum kan fornemme. Det, som kan være interessant at lægge mærke til, er deltagernes forhold til musikken, og hvis de brænder stærkt nok igennem, så overbeviser det også. Lad os kalde det talent som en overordnet betegnelse«.
Lytter I efter det samme som dommerne i X Factor, der leder efter en distinkt stemme, som stikker ud?
»Det, som bekymrer mig i den klassiske musik, er, at vi bevæger os mere og mere hen i den retning, hvor der netop er tale om popularitetskonkurrencer. Vi har heldigvis en musik, hvor færdigheder er mere håndgribelige, så man kan gemme sig lidt mindre«.
Er det blevet sværere at slå igennem som klassisk musiker?
»Det er mere tilfældigt i dag. Man er sjældent fantastisk, når man er 18-20 år. Det tager længere tid at udvikle sig til at blive en stor musiker. Og man kan desværre ikke udvikle sig til at blive en stor musiker hjemme i sit øvelokale. Det skal også ske på scenen og i samspil med andre musikere, og dér frygter jeg, at har man ikke den rigtige personlighed, som fanger tidsånden – gerne ukompliceret, ung og smuk – så har man sværere ved at få en chance. Den tid, vi lever i, er blevet så visuel, at folk automatisk tænker på den måde…
Carl Nielsen Violinkonkurrencen 2016
Henvender sig til unge violinister under 30 fra hele verden og afholdes hvert fjerde år. I år finder den sted 16. – 22. april i Odense Koncerthus. Førsteprisen er på 12.000 Euro, en pladeindspilning samt ti koncerter med orkester og/eller recitals i Norden og Europa.
FLERE ARTIKLER