EN MUSIKALSK FAKIR PÅ GLØDENDE KUL

VLADIMIR HOROWITZ var verdens største pianist. Hans hjemmebane var Carnegie Hall i New York, hvor publikum gennem et halvt århundrede kunne følge hans mange op- og nedture. Nu er hans samlede koncertoptagelser fra salen blevet udgivet for første gang. Og det er hver gang med nerverne uden på tøjet.

AF JENS CORNELIUS

Sæt dig ved klaveret og slå en tone an. Kig på fingerspidsen imens: Den peger ned af. Naturligvis.
Vladimir Horowitz’ fingre pegede derimod op af, når han spillede. Han forstod vist ikke helt hvorfor, men det virkede. Håndledet hænger lavere end klaviaturet, og hele fingerblommen er i berøring med tangenten. »Ingen klaverlærere kan lide min måde at spille på, men de kan godt lide lyden«, sagde han. Fingrene var det synlige bevis på, at Horowitz tilhørte en kategori for sig selv. Som verdens største og mest berømte pianist.

»Der var engang, hvor Horowitz var i færd med at brænde op indefra af spændinger og uro. Det er dén Horowitz, man møder i optagelserne fra Carnegie Hall«

På hjemmebane i Carnegie Hall
Horowitz skulle høres live, siger man. Men det var nærmest umuligt at komme til. Dels fordi billetterne var ekstremt dyre, dels fordi han stort set ikke optrådte i Europa, og dels fordi hans karriere var afbrudt af årelange pauser. Depressioner og angst holdt ham væk fra scenen fra 1936 til 1938, fra 1953 til 1965, fra 1969 til 1974 og fra 1983 til 1985.

Hans undertrykte homoseksualitet er nævnt som hovedårsag til de voldsomme neuroser, og måske er det den samme indebrændthed, der gav hans spil så voldsomt et udtryk.

I hans sidste år var der installeret en mixerpult i hans kæmpelejlighed ved Central Park, og maestro skulle bare ringe, hvis han var i stødet til at indspille et stykke. Men den egentlige hjemmebane var Carnegie Hall lidt længere nede ad gaden. New Yorks, ja hele USA’s fornemste koncertsal.

Det var her, Horowitz i 1928 havde haft sin amerikanske debut. »Jeg var det kraftigste og hurtigste, de nogensinde havde hørt. For hurtig, vil jeg gerne indrømme«, sagde han senere. Det var også i Carnegie Hall, han afholdt sine jubilæer, sit comeback og gav sin første tv-koncert. Han fik særbehandling i latterlig grad – og verdens højeste honorar […]

LÆS HELE ARTIKLEN I KLASSISK NR. 31