Et usædvanligt orkester | Portræt Wiener Filharmonikerne

Enhver, der følger med i en given nytårskoncert med Wiener Filharmonikerne, vil bemærke, hvordan den mest ubetydelige vals eller mazurka bliver musiceret med optimal indlevelse og i fuldendt balance. Det er revnende ligegyldigt, hvem der dirigerer, han kan for så vidt sagtens undværes.

Af Valdemar Lønsted

Wiener Filharmonikerne har aldrig ønsket at have en egentlig chefdirigent, men i lange perioder valgte man en enkelt som eneste dirigent for de såkaldte abonnementskoncerter, navne som Hans Richter, Gustav Mahler, Felix Weingartner, Wilhelm Furtwängler og Clemens Krauss.
I 1870 fik Wiener Filharmonikerne deres eget hjem i det nybyggede Musikverein, ejet af det velsituerede Gesellschaft der Musikfreunde. Huset skulle tjene tre formål: som koncertsted, musikkonservatorium og center for musikforskning. Wien havde forandret sig, byen var blevet de liberale kræfters økonomiske og politiske bastion, og nu ville de omskabe den til en endnu mere dynamisk kulturel metropol.
Det tydeligste symbol på denne foretagsomhed var det monumentale byggeri i historicistisk stil ved den nyanlagte Wiener Ringstrasse, hvor danskeren Theophilus Hansen blev en af dets meste indflydelsesrige arkitekter. Han stod bag Parlamentet, Kunstmuseet og Musikverein. Og man kan roligt sige, at Hansen fik ekstraordinært held med den gyldne sal i det nye musikhus, med den enestående akustik der har præget Wiener Filharmonikernes klang i 140 år.

Wienerklangen
Denne højt berømmede klang har egentlig sin baggrund i den østrigske konservatisme. Fra de sidste årtier af det 19. århundrede og frem dominerede de franske instrumentmagere det europæiske orkesterlandskab, affødt af den progressive romantiske bevægelse med komponister som Berlioz, Liszt, Wagner, Richard Strauss og også den mesterlige instrumentator Debussy. Franske blæserinstrumenter var i høj kurs. Den udvikling gik forbi Østrigs grænser, her bevarede man kontakten til guldalderens klangverden, wienerklassikerne, og i Wien residerede i øvrigt to store, traditionsbundne komponister, Brahms og Bruckner. Wiener Filharmonikerne holdt fast ved deres instrumenter …