Artikel

Fokus: UnderholdningsOrkestret
Den store orkesterarmlægning

Et effektiviseringskrav fra Christiansborg fik i september Danmarks Radio til at nedlægge en 75 år gammel orkestertradition. Fra årsskiftet er DR UnderholdningsOrkestret en saga blot. Men måske kun i DR-regi.

Af Jens Povlsen

Der står en mand i den lyse sal. Plader af birketræ hænger på væggene omkring ham og får kælderrummet til at virke venligere, mere imødekommende, end det egentligt er. Han er i lyseblå skjorte og jeans. Skjorten er krøllet og det gråsprængte hår uglet. Det er Adam Fischer, der arbejder. Alle andre sidder ned. Miles Davis, Igor Stravinskij og Carl Nielsen og 35 andre ser med oppe fra birketræpanelerne i Studie 2. En koncertsal, der er lidt flosset i kanterne, skabt med tanke på de store produktionsstudier i Hollywood.

»Andre af de orkestre, jeg dirigerer, spiller måske nok bedre, men med UnderholdningsOrkestret kan jeg virkeliggøre min musikalske stil«

Adam Fischer, chefdirigent

Sammen med resten af Koncerthuset blev salen indviet af Dronning Magrethe i januar 2009. Længere tid er det ikke siden, at DR UnderholdningsOrkestret sammen med DRs andre ensembler, kor og orkestre blev sat til at skabe liv i Jean Nouvels blå kubus et stenkast fra Amager Fælled. Efter forsinkelse og en enorm budgetoverskridelse på 250 procent, siden det oprindelige budget blev lagt.
Dengang brugte orkestret aftenen sammen med Lars H.U.G. og det synthrockende band fra Skive, Dúné. Men det er ikke dem, Adam Fischer lige nu arbejder med.

Alsidighed som pointe
Foran dirigenten sidder en flok musikere og følger hans anvisninger. Meget nøje. Det mindste vink bliver taget til sig. Og fortryllelsen varer længe, når man betragter deres chef på podiet. Der er signaler nok at afkode hos den lille ungarer med den store energi.
Fischer har ikke kun gang i armene, men i hele kroppen. Hjulpet godt på vej af et ansigt, der vrider sig til ukendelighed og sekundet efter ligner sig selv. Adam Fischer kan ligne, hvad det skal være, og foran orkestret bruger han ansigtet lige så virtuost, som de bruger deres instrumenter.
Det er en tirsdag formiddag i november, og prøveforløbet til årets sidste symfonikoncert for DR UnderholdningsOrkestret er kun lige begyndt. Koncerten er faktisk mere end det. Det er også orkestrets fejring af sig selv og sit 75. år som DRs altmuligorkester.

Den sidste symfoni
DR UnderholdningsOrkestret lader sig ikke lige kategorisere. Hvilket er en del af pointen med orkestret. Alligevel har det opnået stor international opmærksomhed. Især i de senere år med Adam Fischer som indpisker i den komplette og meget roste indspilningsrække af Mozarts symfonier.
Men intet er overhovedet, som det plejer at være denne regnvejrsdag i november. Orkestrets chefdirigent ved – som han står dér i sit arbejdstøj – endnu ikke, om han er købt eller solgt. Det samme gælder de 42 fastansatte musikere. På fredag kan det være sidste gang, de spiller en symfoni sammen…

PUBLIC SERVICE-KONTRAKTEN
Public service-kontrakten præciserer, hvilke opgaver DR forventes at opfylde og udstikker samtidig rammerne, inden for hvilke virksomheden kan drives. Kulturministeren og DR indgår kontrakten sammen baseret på lovgivningen om DR som selvstændig offentlig institution. Den indgås for en fireårig periode.

I den netop vedtagne public serve-kontrakt for 2015-18 lyder det nu:
»Som led i sine aktiviteter på musikområdet skal DR drive følgende kor og ensembler: DR SymfoniOrkestret, DR Big Bandet, DR Koncertkoret, DR VokalEnsemblet og DR PigeKoret … DR skal med sine kor og ensembler – herunder evt. i mindre konstellationer heraf – eller i samarbejde med det øvrige musikliv – dække den kunstneriske profil og de musikalske områder, som DR UnderholdningsOrkestret har været kendt for.«

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER