Interview: Peter Langdal
TREKANTER ER ALTID GODT…

Peter Langdal undersøger forholdet mellem Tosca, Cavaradossi og Scarpia i sin nyopsætning af Puccinis opera på Dokøen. For hvem er det nu lige, der elsker hvem?

I Langdals optik bliver Tosca til et billede af et menneske, der er splittet mellem det, man må og det, man ikke må. Hun slås så at sige med den rolle, hun er sat til at skulle have her i livet, og som hun måske ikke kan indfri, selvom hun gerne ville. Hun er i et følelsesmæssigt dilemma, og sådan nogle dilemmaer har alle personerne ifølge instruktøren. »Tag for eksempel Cavaradossi inde i kirken: han bedyrer jo flere gange, hvor meget han eeelsker Tosca – hun er det mest fantastiske og så videre. Men han står sgu da og maler en anden dame, som ligger med røven i vejret og beder, ikke? Altså hva’ fa’en er nu det? Og på en eller anden måde får han vævet de to ting sammen oppe i hovedet.«
Præcis hvordan Cavaradossi får rodet det sammen oppe i hovedet, forklarer Peter Langdal ikke, men når man hører på ham, forstår man godt, hvad det er, der sker. »Og han er også i et politisk dilemma mellem det, han gør og det, han tror på. Han står i kirken dér og maler for magthaveren og dekorerer kirkens magtsymboler. Men lige så snart han møder sin gamle ven, som er politisk aktiv og forfulgt, så bliver der vækket noget i Cavaradossi, som han egentlig havde glemt.«

Modstridende følelser
Uden varsel tager Langdals associationer her et voldsomt sving: »Jeg kan huske, da jeg gik på teaterskolen som ganske ung. Der havde jeg skide nemt ved at lave teater og spille musik og sådan noget – jeg rystede det ud af ærmerne og var enormt optaget af det. Og så kom Arne Skovhus, som var chef dengang, og sagde, ‘Peter hvad sker der nede i Beirut?’ ‘Beirut?’, svarede jeg, ‘hva’ for noget?’ Og så sagde han ‘Peter for fanden, du skal sgu da læse aviser!’… Ja, nu roder jeg lidt i det…«

(Læs hele artiklen i klassisk nr. 2)

Tekst: Ida Elling Magnus; foto: Ludvig Lohse