Fortæller af Guds nåde | Interview Measha Brueggergosman

De tre små østkystprovinser i Canada, Nova Scotia, Prince Edward’s Island og New Brunswick, hvor Measha Brueggergosman stammer fra, er kendt som The Maritimes. Det var her, de første englændere og franskmænd gik i land. Nogle mener endda, at Leif den Lykkelige og hans Vikinger også nåede så langt sydpå nedad kysten fra Newfoundland.
Århundredes møder mellem folkeslag har næret fortællekunsten særligt godt her, mener Measha Brueggergosman.
Hendes eget svar på, hvorfor så mange mener, hun er anderledes, går netop på fortællingen. På at hun udlægger teksten, så vi hører efter. For hende er enhver sang et miniaturedrama, og det er teksten, der kommer i første række. Altid teksten først.
»Når det er noget med ord, så læner folk sig frem. De spidser ører. Jeg vil have, at folk går ud fra koncerten og siger til hinanden: ”kan du huske der, hvor hun sagde sådan og sådan”. Ikke ”der, hvor hun sang”, men ”der, hvor hun sagde”. Jeg kommer fra en egn, hvor søfolk, pelsjægere, handelsrejsende og indvandrere alle mulige steder fra har krydset hinanden, og hvor vi har en lang tradition for at fortælle historier. Min egen mor er en stor fortæller. Så jeg ved noget om, hvad det skal til, for at turnere en god historie«.
For at fortælle på tysk og fransk – som det jo ofte er, når vi taler sange – må man jo kunne forstå. Og det kan denne canadier. New Brunswick, hvor hun er født, er officielt dobbeltsproget med engelsk og fransk, så der er hjemmebanefordel, om end canadisk fransk ikke er helt det samme som fransk-fransk. Tysk har hun lært sig dels gennem sin tysksprogede ægtefælle og dels gennem fem års ophold i Tyskland.
»Det bedste, jeg har gjort for min karriere, var at forsvinde fra Canada i fem år. Når man er væk, går folk derhjemme ud fra, at man bedriver store ting andre steder. Det er ganske udmærket«, griner hun og tilføjer, at hvis man som sanger ikke har tænkt sig at lære sprog, så er man ærlig talt havnet på den forkerte halvklode.
»Jeg siger til hvem, der gider høre, at hvis man ikke elsker sprog, så glem det. Så skal du bare ikke tænke på at blive sanger […]«.

Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 22

TEKST: BENEDICTE CHRISTIANSEN. FOTO: KÅRE VIEMOSE