HJEMSØGT AF EDGAR ALLAN POE

Edgar Allan Poes tekster blev i lang tid ringeagtet af kolleger i USA, men i Europa fik både litterater og komponister som Debussy smag for Poes sælsomme digte og gysernoveller. »Digtene tigger nærmest om at blive ledsaget af musik«, siger komponisten Poul Ruders om Poes ’The Bells’. I april er Den Fynske Opera aktuel med Danmarkspremieren på Philip Glass’ opera over Poe-novellen ’The Fall of the House of Usher’

»Min kompositionslærer var Edgar Allan Poe«, sagde Ravel, der som sin åndsbeslægtede kollega Debussy og mange andre franskmænd var besat af den amerikanske forfatters dystre digte og noveller. I Poes hjemland havde man i lang tid vanskeligt ved at se kvaliteterne i fx ’Ravnen’, ’Dobbeltmordet i Rue Morgue’, ’Levende begravet’ eller ’Den sorte kat’. Mark Twain kaldte Poes tekster for ulæselige, T.S. Eliot kaldte dem for sjuskede. Til gengæld var modtagelsen stik modsat i Frankrig: Tre år efter Poes død i 1849, begyndte ’den moderne poesis fader’ Baudelaire at oversætte Poe-tekster til fransk, og snart blev han en hovedinspiration, endda en forløber for den litterære symbolisme. Debussy fødtes samme år, som Baudelaire færdiggjorde sine oversættelser, i 1862, og blev noget af en læsehest, ja, han hævdede ligefrem, at litteraturen var en større kilde til inspiration for ham end musik.
Poe skrev sine tekster i en tid i Amerika, der emmede af optimistisk ånd, hvor ledende forfatterkolleger som Walt Whitman så Amerika som et mulighedernes og håbets land. Men i Poes optik blev landskabet til en modløs og uhyggelig verden, hvor drøm blev til mareridt, hvor ensomhed og sygdom fortrængte det sunde. Poe var ganske enkelt på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, hvis han da ønskede at blive kendt for sit forfatterskab, mens han levede.

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 8)

Tekst: Per Rask Madsen; illustration: Martin Schiøler