Interview: Adam Fischer
»Man skal turde se Beethoven i øjnene«

Adam Fischer kender de wienerklassiske komponister bedre end de fleste. Efter indspilningen af samtlige Mozart-symfonier med DR UnderholdningsOrkestret gælder det nu Beethoven, som Fischer kalder noget af en personlighed. Særligt udfordrende for arbejdet er Beethovens døvhed.

Af Jens Povlsen Foto Nicolai Perjesi

Ungarske Adam Fischer har sat sit aftryk på det DR-orkester, der før i tiden mest var til underholdning. Men de grinte ikke i Wien – Mozarts hjemmebane – da Fischer i oktober sidste år dukkede op med sit danske musikerhold i det berømte Wiener Konzerthaus og viste dem, hvordan man kan puste liv i Mozart.
Syv år er gået med Mozart, og knapt nok er Mozart-boksen sendt på gaden, før et nyt bjerg tårner sig op foran Fischer. Han har selv valgt det, og han glæder sig, for bjerget er Beethovens og rummer de ni symfonier, Beethoven nåede at skrive færdig. Den ultimative styrkeprøve for et orkester – og enhver dirigent, for fortolkninger af Beethoven-symfonierne deler vandene. De er et enten-eller for dirigenterne. I gamle dage var det komponisterne, der blev ramt af Beethovens slagskygge. I dag er det dirigenterne. Det er dem, de 37 symfonisatser står og falder med.
De klassiske pladekøbere kender i forvejen symfonierne ud og ind. Og de har holdninger til musikken. Det samme gælder musikerne. Store overraskelsker og forførende udtrykskraft forventes.

»Jeg vil finde frem til det, Beethoven hørte. For det, han havde i sit hoved, er nødvendigvis ikke det samme, som det han noterede«

Så hvad stiller man op som dirigent? Nogle ender med at tabe musikken af syne og i stedet sætte sig selv i scene: maestro hånd i hånd og ryg mod ryg med det store B.

En fuser, han gik tilbage til
Med Adam Fischer er det anderledes. Han er fåmælt, men udtryksfuld. Påfaldende duknakket selvom han på ingen måde behøver at frygte for at slå sit runde hoved mod loftet. Så høj er han ikke. Han virker rastløs – med øjne, der konstant vandrer på tingene i synsfeltet. Frem og tilbage og om igen. Men det er også øjne, der slår gnister, så snart snakken falder på Beethovens symfonier. Som at hoppe fra en verden til en anden på et øjeblik.
Til at starte med var Beethoven ellers noget af en fuser for Adam Fischer:
»Jeg var seks eller syv år første gang, jeg hørte en af Beethovens symfonier. For mig var den 9. Symfoni den første. Og egentlig en skuffelse. Man havde sagt til mig, at der både ville være kor og sangsolister i symfonien. De kom også, men først sidst i symfonien. Den ventetid var næsten ubærlig for mig. Og jeg husker den stadig«.

LÆS HELE ARTIKLEN I KLASSISK NR. 32