Interview: Bent Sørensen
EN BLUFÆRDIG POET

Komponisten Bent Sørensen er fra et hjem med violin og klaver, men havde ikke tålmodighed til at lære at spille nogen af delene. Han er en mand der holder af at se alting fra mange sider, en u-intellektuel komponist med en udsøgt sans for poesi og en særlig trang til at høre det, der er ”inde bagved”. Sidst i maj er Bent Sørensen hovednavn på Bergen Festspillene.

»Om jeg er en gammeldags romantiker?«. Komponisten Bent Sørensen bliver med et helt stille. Han kigger lidt hen for sig, med blikket indstillet på uendeligt. Et øjeblik forinden så han noget forjaget ud, præget, som han var, af sin yderst travle dag. Han er på vej til Wien og derefter til Bergen og har en masse at ordne inden da – blandt andet at underskrive en kontrakt på et nyt værk. Så det blev på hans forlag Edition Wilhelm Hansen vi skulle mødes. Her har vi fået lov at låne chefens kontor til formålet, hvilket Sørensen undskyldte mange gange, både overfor Deres udsendte og chefen, som forsikrede at det var helt i orden. Og da chefen så forsigtigt spurgte til hvor lang tid interviewet ville tage, kom det lynsnart og flabet fra Sørensen: Tre dage! Men nu sidder han og tænker:
»Gammeldags romantiker? Åhh gud det ved jeg faktisk ikke. Nogle gange vil jeg bare, sådan lidt smart, sige ja«. Han bliver stille igen. Tænksom.
»Det at tro på kunst i et samfund, der udvikler sig som det gør i øjeblikket, det at tro på at der er noget der er uforklarligt, noget som ikke kan gøres til genstand for besparelser, beskæringer og en eller anden form for effektivisering – det er jo i sig selv romantisk. Men hvad angår udtrykket i min musik så ved jeg egentlig ikke om jeg er romantiker. Jeg tror jeg har et romantiske gen i mig, men jeg er ikke nostalgiker. Jeg tænker nok melankolsk på en eller anden måde«.

Omvendt politisk korrekthed
Når Bent Sørensen taler om at ”tro” på kunst, så har det vel at mærke ikke noget med religion at gøre. Det handler helt konkret om at kunsten og kunstneren her i Danmark, i modsætning til andre lande, har mistet sin betydning.
»Vi har fået sådan en omvendt politisk korrekthed: Hvis Klaus Rifbjerg siger noget, så er han en forkælet skid, der bare sidder der og skriver sine bøger, sådan en venstreorienteret kulturradikal! ”Kulturradikal” er blevet et skældsord, ”68’er” er blevet et skældsord, alt det der stak lidt ud er blevet til skældsord og det er i virkeligheden det, der på mange måder har skabt fine betingelser i det samfund vi lever i – særligt i forhold til resten af verden«, fortæller Sørensen, ikke på nogen måde anklagende og ikke det fjerneste selvmedlidende, men slet og ret konstaterende:
»Det at skabe kunst er blevet mistænkeliggjort, altså: Hvad skal det til for?«.

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 5

Tekst: Jakob Wivel. Illustrationer: Martin Schiøler