Interview: Franz Welser-Möst
En væddeløbshest kræver sin mand

Wiener Filharmonikerne har fravalgt at have en chefdirigent og lader sig kun lede af få udvalgte. Blandt dem er Franz Welser-Möst, der i juni er på danmarksturné med det berømte orkester, som højst usædvanligt medbringer Carl Nielsen på nodestativerne.

Af Per Rask Madsen

Få musikalske varemærker er mere myteomspundne end Wiener Filharmonikerne. Med enestående orkesterklang, konservatisme, kønspolitik og tidligere tvivlsom racepolitik har de været et kapitel for sig. Først så sent som i 1997 opnåede en kvinde fastansættelse i orkestret, og der skulle gå endnu otte år, før en kvindelig dirigent debuterede på deres podium. Wienernes nytårskoncert transmitteres over hele verden, Austrian Airlines har fløjet med orkestrets logo, der også er trykt på en guldmønt, et 24-karats værdifuldt samler- og investeringsobjekt, og en chefdirigent skal de i traditionselskende musikere ikke nyde noget af. De vil kun anføres af de helt store, Mahler, Strauss, Toscanini og Furtwängler i første halvdel af det 20. århundrede, og senere af giganter som Bernstein, Karajan og Barenboim.

»Wiener Filharmonikerne er en af de helt store biler i industrien, og man skal kunne køre den, have tag på den særlige psykologi sådan et orkester har«

Når Wienerne i juni turnerer på dansk jord, er det med dirigenten Franz Welser-Möst, der siden 2002 har været chefdirigent for Cleveland Orchestra. Den 55-årige østriger var generalmusikdirektør ved Wiener Staatsoper fra 2010 og fire år frem, så han kender Wienerne Filharmonikerne indgående. I 1999 skulle han for første gang dirigere dem og han indså hurtigt, at den personlige kemi ville tage tid:
»Som ung dirigent er man nervøs, fuld af respekt, nogle gange for meget, og det bemærker de med det samme, det gør alle orkestre. De vil vide, hvad du synes om stykket«, fortæller han med dobbeltstreg under synes.
»De vil udfordre dig. Orkestret er ligesom en væddeløbshest, som ikke alle kan ride. Eller bare fordi du har et kørekort, betyder det ikke, at du kan styre en Ferrari. Wiener Filharmonikerne er en af de helt store biler i industrien, og man skal kunne køre den, have tag på den særlige psykologi sådan et orkester har. De er alle stolte kammermusikere – solister. At få dem i samme retning kræver noget særligt. De vil overbevises«.
Et ord, der tit er på Franz Welser-Mösts læber, når han karakteriserer Wienerne, er ansvar. Han bruger en dirigent-vittighed som orkestret som illustration:
»Hvis du ikke holder op med at fortælle os, hvad vi skal gøre, så begynder vi at spille, som du dirigerer«.
»Men der er alligevel noget sandt i det: De reagerer ikke bare på, hvad du gør som dirigent, de handler selv. Det er som i en strygekvartet: andenviolinisten, bratschisten og cellisten følger ikke bare efter førsteviolinisten. Og der er en ansvarsfølelse over for, hvad de gør – med dirigenten eller på trods af dirigenten«.

Den unikke klang
Til daglig udgør de Wiener Statsoperaens orkester, og i “fritiden” er de en uafhængig organisation under navnet Wiener Filharmonikerne, som har hjemmebane i Musikverein, koncertsalen med den berømte akustik, hvor de spiller deres koncerter. Tænk bare på, at dette orkester har stået for uropførelsen af ikoniske værker som Brahmsʼ 2. og 3. Symfoni, Tjajkovskijs Violinkoncert og Bruckners 8. Symfoni.
Som musiker skal man have været ansat i operaorkestret i mindst tre år, før man kan komme i betragtning til at blive Wiener Filharmoniker. Traditioner har de mange af, og de er især stolte deres særlige lyd.
»Denne mørke, syngende klang. Det er ikke blot, at de bruger wienerhorn og -oboer, som lyder anderledes end andre instrumenter, men også at de har en fælles forståelse af, hvordan de som Wiener Filharmonikere lyder. De spiller punkterede noder på en særlig måde. Og de starter fraser ret sent. Når jeg dirigerer Cleveland Orchestra, som spiller lige på taktslagene, og jeg så efterfølgende tager den samme musik med til Wien, bliver jeg virkelig overrasket. Det bunder i, at de lytter til hinanden, og at de som operaorkester nogle gange har en sanger langt væk, som de er nødt til at vente på. Og de har en måde at begynde en akkord på, som er anderledes end andre orkestre. Det er vanskeligt at forklare …