Artikel

Interview: Kasper Bech Holten
DEN NØDVENDIGE ISCENESÆTTELSE

Kasper Bech Holten er efterhånden træt af at forsvare alt og alle, der har med moderne iscenesættelser at gøre. Operachefen har ikke tænkt sig at stoppe karrieren foreløbig, og mener, at vores visuelle tid, mere end nogensinde før, nødvendiggør iscenesættelser

»Jeg har efterhånden lært – ’Don Carlos’ er min forestilling nr. 50, jeg iscenesætter – at den eneste måde, jeg kan lave mit arbejde ordentligt på, er ved at ”møde” værket, lytte til det, læse det, tænke over den opførelsespraksis, jeg kender, og så spørge mig selv: Hvorfor synes jeg, vi skal spille det værk igen. Ligeså snart jeg prøver at gå til værket med en anden, udefra kommende præmis – som fx at jeg har lavet for mange moderne iscenesættelser, så nu vil jeg lave noget klassisk, eller hvad mon publikum godt ville kunne li’, eller denne gang kunne jeg godt tænke mig at provokere – så bliver det forkrampet og ikke særlig godt. I begyndelsen er alting egentlig muligt og efterhånden som man finder ud af flere ting, vælger til og fra, så låser man sig – på godt og ondt – fast i nogle muligheder. Ud af det, kommer der en læsning af værket. En læsning, der er nødt til at komme indefra, af min lystfølelse, af hvordan jeg kunne tænke mig at se ’Don Carlos’. Der kommer jo ikke noget godt ud af, at jeg prøver, at lave det som Lars von Trier eller Peter Konwitschny ville have lavet det – så bliver det pastiche«.
– Hvornår og hvordan kommer så dirigenten Michael Schønwandt ind i processen?
»Mit samarbejde med Michael er jo lidt specielt, fordi vi begge to er her i huset og det betyder, at vi ret tidligt i processen kan udveksle synspunkter og ideer. Det gjorde vi fx i årevis inden vi lavede ’Maskarade’. Men altså: Han kan gøre mig opmærksom på ting i musikken, som helt konkret har betydning for mine valg som instruktør. Og omvendt kan jeg måske, ved min måde, bygge en intensitet op, vise ham nogle spændinger i værket, som han ikke havde opdaget, at der var – og som så kan få ham til at gøre noget anderledes i musikken …«

(Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 7)

Tekst: Jakob Wivel; foto: Per Morten Abrahamsen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER