Interview: Niklas Sivelöv
FØDT PÅ DET FORKERTE TIDSPUNKT

Pianisten Niklas Sivelöv er en moderne romantiker. I musik af Schumann og Skriabin søger han guddommelige øjeblikke, og så kan han både improvisere, komponere og lave pop og performance.

Det minder mest af alt om sekunderne lige inden en raketaffyring. Intensiteten, forventningen om at blive vidne til et stort sus og så usikkerheden om hvorvidt det vil lykkes. Når en solist sætter sig til rette foran et stort sort flygel uden en eneste node og med et forventningsfuldt publikum omkring sig, er scenen sat for en af den klassiske musiks urscener. Og her, hvor pianisten er Niklas Sivelöv, er intensiteten tilspidset, for tiden trækkes ud. Det er som om Sivelöv leder efter noget. Mørkt tøj, tilbagestrøget hår og et lille spraglet kunstnertørklæde om halsen vidner om indledende forberedelser. Sivelöv skruer lidt på klaverbænken, sidder stille og mærker efter, og skruer igen, alt imens sekunderne snegler sig af sted, og publikums øjne klistrer til ham.
Niklas Sivelöv stiller høje krav til sig selv. »Jeg har en filosofi om, at når jeg fremfører et værk, skal det mentalt føles som om, det enten er første eller sidste gang. Det må aldrig føles som endnu engang«. Som publikum fornemmer man, at situationen stilles på spidsen og øjeblikket får vægt, og i Sivelövs indre lader der til at foregå en kamp for at blive helt klar. Her står noget på spil. Og så pludselig sker det. Musikken letter.
Først en sonate af Haydn turneret med gnistrende anslag, så en lidenskabelig udgave af Schumanns g-mol sonate. Efter pausen følger fantasier af Stenhammer (man er vel svensker!), improvisationer over tre af Bellmans ’Fredmans epistlar’, som i hænderne på Sivelöv både får et element af virtuos bravur og tidløs drømmegang, og så som sidste programpunkt en elektrificerende version af Skriabins mystiske 4. Sonate. Endelig spiller Sivelöv som ekstranummer en lynende temperamentsfuld fortolkning af en af argentineren Ginasteras karakterstykker.
Der er noget besættende over Niklas Sivelövs spillestil, og som publikum kan man ikke undgå at blive opflammet af den musikalske strøm, som vælder ud af klaveret på scenen, så selv om denne koncert finder sted i begyndelsen af februar, hvor en vinterstorm fejer hen over landet, er der ingen problemer med at holde varmen på vej hjem fra Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge i København.

Arven efter Horowitz og Rubinstein
Nogle uger efter møder jeg Niklas Sivelöv samme sted. Han er lige kommet ind med toget fra Malmø, hvor han for nylig har købt hus, for at få en passende ramme om et funklende nyt Steinway koncertflygel. Iført camouflagebukser og en stor ternet fleece med kraven trukket godt op om ørerne ligner Sivelöv mest af alt en skovarbejder fra det nordlige Sverige. Men da vi først har fået sat os ved et bord i den lyse højloftede koncertsal…

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 5

Tekst: Esben Tange; foto: Per Morten Abrahamsen