Interview: Susanne Elmark
MED KROP, HJERTE OG FORSTAND

Susanne Elmark er hardcore koloratursopran. Hun kaster sig over de mest umulige koloraturer og de sværeste partier, hun overhovedet kan opdrive. Dertil er hun en dramatisk urkraft på en operascene. Men hvorfor det og hvordan bærer hun sig ad?

Af Jakob Wivel

Som lille ville Susanne Elmark gerne være buschauffør, fordi de havde sådan nogle f lotte uniformer. Men med en far der var gymnasielærer, organist og Wagner- freak stod den på Wagner ved morgenbordet, og lille Susanne sang før hun kunne tale. Og siden fik hun også stukket en violin ud:
»Jeg spillede violin i 6-7 år. Og det har selvfølgelig været godt.«
Man hører mange ulykkelige historier om børn der bliver tvunget til at spille violin – blev du også tævet til at øve dig? »Nej, og jeg øvede mig heller ikke. Jeg var dødgod til largo,« storgriner Susanne Elmark, og mindes at hendes tone faktisk var flot: »Og jeg kunne vibrere som få i verden! Men jeg kunne ikke f lytte fingrene – det kræver jo at man øver sig!« Da forældrene spurgte om hun kunne tænke sig at synge i Radioens pigekor, blev hun skræmt fra vid og sans.
»Man skulle jo til optagelsesprøve – fy for pokker da! Jeg brød mig slet ikke om at der var fokus på mig, da jeg var barn. Det var ikke fordi jeg var et usikkert barn, jeg var bare ikke gearet til andres opmærksomhed.« Men i pigekoret kom hun, og siden til privat undervisning og på konservatoriet i otte år. Og inden hun var færdig der var hun oppe på de skrå musicalbrædder i ’Candide’ og ’Miserables’ og siden den officielle debut som Adele i ’Flagermusen’ på Det Ny Teater. Et kassettebånd med en »total amatøroptagelse« blev sendt syd over grænsen og så gik det pludselig stærk: Zerbinetta i Kammeroper Schloss Rheinsberg, foresyngning for Zubin Mehta, et års ansættelse i Innsbruck, to år ved Staatsoper i München, dertil Japan og en lang række tyske operahuse, blandt andet som…