Jagten på det danske guld | Dansk operarevival

Igen og igen dukker en gammel, glemt, dansk opera op af gemmerne og iscenesættes og indspilles. Hvad betyder vores fornyede interesse for fortidens musik for nutidens musik?

Af Andrew Mellor

Normalt kender dirigenten musikken bedre end nogen anden i øvelokalet, men ved denne lejlighed hviler ansvaret tungere end normalt på Michael Schønwandts skuldre, da han skal styre over 200 musikere, herunder et symfoniorkester og et koncertkor gennem ukendt terræn.

På dirigentpulten ligger noderne til en opera, som ikke er blevet spillet i et halvt århundrede. Og for blot et par måneder siden var der end ikke et partitur at arbejde ud fra.

Operaen ‘Aladdin’ er den danske komponist C.F.E. Hornemans hovedværk, og dette er sidste indspilningsdag på et 13 dage langt maratonprojekt, hvor værket foreviges af Michael Schønwandt og hans håndplukkede gruppe af danske sangere og nationens flagskib, DR Symfoniorkestret. Alt, hvad der i øjeblikket eksisterer af ‘Aladdin’, er en radioudsendelse fra 1953 optaget i mono, som indeholder mindre end halvdelen af den musik, som Horneman skrev. På denne indspilning, anvendes en nyrevideret udgave af partituret, og nu indspilles hele værket for første gang.

Men hvordan lyder musikken? Der er nogle spændende steder undervejs i indspilningen den dag, hvor jeg er mødt op.

»Jeg må indrømme, at stykket er krøbet langt ind under huden«, siger basbaryton Stephen Milling, der synger partiet som sultanen.

»Jeg er vild med det«, siger Dénise Beck om sin rolle som Gulnare.