Malko 2015:
Har vi en vinder?

God, bedre, bedst. Også i den klassiske musikverden konkurreres der på livet løs. 24 dirigentspirer svinger snart taktstokken til en ny omgang af Malko Konkurrencen, men også pianister og komponister slider for at stå øverst på podiet, for det siges, at en førsteplads skaber en karriere. Men gælder det stadig?

Af Jens Povlsen

Charmen var der, selvtilliden var i orden og det flagrende høstakhår i sin helt egen boldgade. Åleslanke Ivo Pogorelich var 22 år og lignede en vinder. Han kom med to sejre i bagagen. Pogorelich havde vundet klaverkonkurrencen i den middelstore italienske by Terni et par år tidligere, og i Montreal havde han i foråret 1980 hevet sejren hjem. Det var blevet oktober, og nu han stod i Warszawa til endnu en konkurrence og kunne nærmest dufte sejren.

»Det er kunst, det, der bliver skabt til konkurrencerne, men det er eddermame også showbusiness«

Søren Nils Eichberg, komponist

24 år senere og omkring 890 kilometer længere mod sydvest indfinder en ung venezuelaner sig i den bayerske by Bamberg. Han er 23 år og har overhovedet ikke lyst til at være der. Han har været på farten i to måneder og har egentlig mest lyst til at være hjemme i Caracas. Men nu er han i Bamberg. På trods af det væld af dårlige undskyldninger, han havde tænkt på at fyre af for at undgå Bamberg og dirigentkonkurrencen, som byens symfonikere for første gang skulle til at holde i Gustav Mahlers navn:

»Jeg har ondt i min finger«, ville han sige. Eller noget andet åndssvagt. Idéerne manglede ikke hos Gustavo Dudamel, der på det tidspunkt ikke kunne et ord engelsk. Han havde aldrig dirigeret uden for Venezuela og El Sistema. Han havde heller ikke modtaget nogen decideret undervisning i direktion. Men dirigentforbilledet, José Antonio Abreu, fik ham – heldigvis – på andre tanker: »Tag det som en oplevelse – en stor menneskelig og musikalsk oplevelse«.

En duft af uforudsigelighed
Vindere kan blive tabere, og tabere kan i sidste ende vise sig at være vindere. Dudamel og Pogorelich vandt begge. På hver deres måde. Men ingen kender udfaldet, når det kommer til konkurrencer. Hverken i sportens eller musikkens verden. Folk går ind til konkurrencerne som et spørgsmålstegn, og kun en enkelt tager derfra som et udråbstegn. Det er det, der gør konkurrencerne så spændende. Og i klassisk musik, hvor en del er givet på forhånd, tilfører konkurrencerne en tiltrængt duft af uforudsigelighed. Men selvom man vinder, kan man godt hade måden, man vinder på.

»Jeg er lidt vred på verden over, at der ikke findes en anden måde at opdage talent på end ved konkurrencer«, sagde den israelske pianist Boris Giltburg, netop som han havde vundet 2013-udgaven af Queen Elisabeth-konkurrencen i Belgien. En konkurrence, hvor Nikolaj Znaider og komponisten Søren Nils Eichberg også har sejret. Giltburg tilføjede dengang, at han faktisk afskyede konkurrencer så meget, at man aldrig vil komme til at se ham i en jury.

Krise førte til konkurrence
Søren Nils Eichberg studerede klaver i Köln, da han besluttede sig for at indsende et værk til Queen Elisabeth-konkurrencen.
»Det var faktisk lidt af en krisetid for mig. Jeg havde komponeret ved siden af mine klaverstudier, men selvom jeg var en god klaverstuderende i København, var niveauet et helt andet i Köln. Jeg spillede røven ud af bukserne, men følte egentlig, at jeg bare var én ud af mange i Tyskland. Jeg var ét stort spørgsmålstegn, for mens andre i klassen vandt konkurrencer, kunne jeg bare se, at lige det, det ville jeg aldrig nogensinde komme til«.

Søren Nils Eichberg vidste ikke rigtig, hvad han skulle stille op.
»Men så så jeg en plakat for kompositionskonkurrencen i Belgien. Og hvorfor ikke? Jeg havde jo en klaverkrise, så jeg gik i stedet i gang med skrive ‘Qilaatersorneq’ – en lille violinkoncert på omkring 12 minutter. Også for at bevise overfor mig selv, at jeg var komponist, når det kom til stykket. Det var i hvert fald det, jeg gik rundt og sagde til alle. Konkurrencen gav mig simpelthen en chance for at prøve mig selv af«.

Der var fire måneder til aflevering på det tidspunkt. Men månederne gik hurtigt.
»Jeg nåede det kun lige akkurat. Et posthus i byen havde åbent til midnat, så en halv time inden deadline klokken 24 nytårsaften år 2000 mødte jeg op og fik sendt koncerten af sted. Nytåret gik henover hovedet på mig, men jeg var glad, for jeg havde opnået det, jeg ville. Der skete så det, at jeg blev ringet op to måneder senere, hvor jeg fik at vide, at violinkoncerten havde vundet konkurrencen. Det var fuldstændig vanvittigt, og det kom meget bag på mig«.
»Perioden efter det opkald var den mest surrealistiske, jeg har oplevet, for i de følgende to måneder måtte jeg ikke afsløre, at jeg havde vundet. Violinisterne i violinkonkurrencen, der blev afholdt samme år, skulle i finalerunden spille min koncert, og de skulle kun have en uges forberedelse, så jeg sad der i Köln og skulle fortsætte min klaverkrise, selvom jeg var fuldkommen ekstatisk indeni«, ler Søren Nils Eichberg.

Verdensnavn ved et trylleslag
Chopin Konkurrencen i Warszawa var legendarisk, længe før Ivo Pogorelich mødte op og delte vandene. Første gang afholdt i 1927, og med førstepladser til Pollini, Argerich, Ohlsson og Zimerman kunne overliggeren ikke sættes højere. Man var vant til, at klaverkonkurrencen skabte verdensnavne. Og målt på overskrifter i de internationale medier skuffede Pogorelich i den henseende ikke. Slet ikke.

Den 23-årige Dudamel havde det helt anderledes. Ingen forventede, at han ville klare sig særligt godt. Ikke engang ham selv. Men han ville have det sjovt. Og det fik han. For Gustavo Dudamel vandt dirigentkonkurrencen i 2004 mod alle odds og foran en pænt udvalg af konservatorietrænede konkurrenter fra Europa og Asien. Med et trylleslag var Dudamel blevet et navn, orkesterchefer verden over ville have fat i.

Pogorelich røg hurtigt ud af Chopin-konkurrencen i Warszawa. Tredje runde blev endestationen for Pogorelich, der – en enkelt gang endda iført læderbukser – til gengæld tog publikum og et par jurymedlemmer med storm. Et par af medlemmerne – Martha Argerich deriblandt – endte med at trække sig fra juryen i protest over Pogorelichs hurtige exit. Året efter skandalen i Warszawa skrev Pogorelich under på en pladekontrakt med Deutsche Grammophon, og hvem husker i dag den egentlige vinder af konkurrencen, pianisten Dang Thai Son?

Kunst og showbusiness
Sejren ændrede måske ikke Dang Thai Sons liv synderligt, men det ændrede Eichbergs.
»Jeg ville ikke være, hvor jeg er nu, hvis det ikke havde været for den konkurrence. Anerkendelse gør en kæmpe forskel, når man skal introducere sig selv, og i dag kan jeg godt tvivle på, om jeg overhovedet var blevet komponist, hvis jeg ikke havde vundet. Men jeg fandt også ret hurtigt ud af, at folk ikke bare begyndte at kime mig ned af den grund. Overhovedet ikke. Ny musik er stadig en nichegenre, og den første bestilling, jeg fik ovenpå sejren, kom fra Trio con Brio, som jeg jo kendte i forvejen«.
Søren Nils Eichberg har det derfor lidt blandet med de klassiske konkurrencer.

»Det er kunst, det, der bliver skabt til konkurrencerne, men det er eddermame også showbusiness. Den eksponering, en konkurrence kan give, er guld værd. Men netop fordi folk er så tæt på at være lige gode på det her niveau, er der også risiko for at konkurrencerne ikke altid forløber helt fair. Det kan være noget frygteligt betændt noget. Jeg synes, det så meget ubehageligt ud, det, juryen havde gang i, da violinisten Baiba Skride vandt i Belgien samme år som jeg. Hun var en af de få finaledeltagere, der ikke havde sin professor med i juryen. Men måske var det netop hendes held – at hun var det kompromis, professorerne kunne blive enige om«, siger Søren Nils Eichberg.

Krøblingekombattanter
Konkurrencer og deres ensartethed passede overhovedet ikke klaverexcentrikeren Glenn Gould, der så deltagerne som »ivrige og dårligt rådgivet krøblinge – ofre for et åndeligt hvidt snit«.
Det »åndelige hvide snit« gør en flok unge, håbefulde dirigenter i slutningen af april sig igen forhåbninger om at få. Årets Malko Konkurrence er den 17. af sin art, siden de første taktslag blev slået i 1965. Men holder man nutidens Malko op mod fortidens, er den næsten ikke til at kende. Konkurrencen, der fejrer sit 50 års jubilæum i år, har aldrig været mere synlig og mediedækket end i disse år.

»Det har været hårdere at komme gennem nåleøjet i år, for vi har i år skåret en runde af konkurrencen, så der i år møder 24 dirigenter ind og ikke 48 som sidste gang. Vi følte, at vi spildte for manges tid. Til gengæld har deltagerne nu længere tid til at forberede sig. Det er også sket med tanke på, at med alle de koncerter og store orkestre, vinderen får adgang til, har vi heller ikke råd til at ramme ved siden af. Vi skal være sikre på, at vinderen er én, der kan klare presset«, siger Jacob Soelberg, præsident for Malko Konkurrencen og kunstnerisk direktør i Nordic Artists Management, der siden 2009 har været med til at arrangere Malko. Og det er det, der har været meningen hele tiden.

»Siden vi kom med, har vi hele tiden stillet os selv spørgsmålet: “Hvordan skaber vi en konkurrence, der gør det muligt for vinderen at få en dirigentkarriere?”. Det er ikke for anerkendelsen eller pengene, at en ung dirigent skal ville vinde Malko. Malko er for dem, der gerne vil skabe sig en karriere. Og med den karriereplan, vi lægger for vinderen, burde der også være god mulighed for det«, siger Jacob Soelberg.
»Opgaven, vi stiller juryen, går ikke på at finde den teknisk mest fuldkomne dirigent, men den dirigent, der har de bedste muligheder for at blive morgendagens næste store dirigent. Jeg tror på, at konkurrencen kan give os svaret på, hvem vi skal give chancen«, fortæller Jacob Soelberg.

Uden facit
Årets vinder kan nemlig se frem til at stå foran 27 forskellige orkestre efter sejren. Orkestre fra Wien, München og Norden.
Konkurrencen om et af de mest subtile fag, der findes, bliver hård og ubarmhjertig. Favoritter vil falde, overraskelser overrumple, for direktion er mange ting. Udstrålingen betyder meget, men ikke alt. Det samme med tempofornemmelsen. Glem heller ikke kontakten til musikerne. Ansigter vil skæres til ukendelighed, øjenbrynene kommer på overarbejde, og øjnene vil være på stilke i Malko-ugen. For der eksisterer ingen facitliste. Kun nuet.