Og prisen går til…kvinderne! | Essay

Danmarks største musikpris er ikke den, du tror, det er. Den går heller ikke til de komponister, du regnede med. Ikke længere, i hvert fald. For de seneste år har en markant udvikling ramt det klassiske musikliv herhjemme, og det kan i denne sæson både ses i koncertsalen, og når landets vigtigste klassiske kunstnere skal kåres.

Tekst Sune Anderberg

I mere end et halvt århundrede har det været almen viden, at det største, man som klassisk musiker eller komponist herhjemme kan opnå, er at blive tildelt Léonie Sonnings Musikpris.

Én ting er den klub, man skriver sig ind i: På listen over tidligere modtagere finder man kanoniserede komponister som Stravinskij, Bernstein, Britten, Sjostakovitj, Messiaen, Boulez og Ligeti – og feterede stjernemusikere- og dirigenter som Celibidache, Rubinstein, Menuhin, Schiff, Barenboim, Rattle og Blomstedt. Det er et ærefrygtindgydende selskab.

Men indtil nu har det også været størrelsen på den medfølgende check, der har gjort Sonnings Musikpris til landets vigtigste. Da Den Danske Strygekvartet i juni fik overrakt årets pris af Kong Frederik ved en stor gallakoncert med DR Symfoniorkestret, fulgte der én million kroner med.