Onkel Bumba aus Kalumba | Interview Helene Gjerris

Mezzosopranen Helene Gjerris har en spækket koncertkalender dette halvår, hvor hun kaster sig over et bredt repertoire fra barok til romantisk chanson, kabaret og hovedrollen i den nye opera Edens Gave.

Tekst Michael Bo | Foto Kåre Viemose

Helene Gjerris er en kvinde i trediverne. Oven i købet et rigtig godt stykke tid endnu. Hun ser ud, som om hun altid har været en kvinde i trediverne. Ventet på at blive det, indtil hun var det. Moden og afklaret, grounded kalder englænderne det. Men samtidig så fri og løs i det, at det er tydeligt, at hun ikke har defineret sig selv færdig endnu.

Der er en antydning af tørhed over hende, en sval tørhed, der rimer på ironi og sofistikation, absolut ikke på fnis og grisefest. En anelse vagtsom, og man ville kunne provokere hende til spydigheder. Nogle få filmstjerner i 30’erne, altså årtiet 30’erne, havde det. It.

Helene har været en konstant i det danske musikliv, ikke kun det københavnske, men hele nationens, siden begyndelsen af 90’erne. Det siger en del om hende, men også om pressekorpset, at ligegyldigt om Helene Gjerris var supersynlig eller i perioder lidt svær at finde på koncertlisterne, så har lysten til at beskæftige sig med hende altid været markant.

Jojo, selvfølgelig kan man potentielt sælge aviser, når man har så høje kindben, så nærværende øjne og så knitrende rødt hår, men ikke nok med det; selv pressen har en sjæl. (På lige eller ulige dage, jeg glemmer hvilke).

»Jeg har arbejdet en del med at være til stede på scenen – at være tændt på en mere subtil måde«

Helene Gjerris, mezzosopran

Så Helene Gjerris blev ophøjet til at være sit eget one-woman-show. Hun blev Dronningen af Den Ny Musik, Den Kontemporære Musiks Muse. Hun blev – tilgiv mig – en slags sukker uden på den bitre medicin. Hun kunne sælge billetter.

»Man kan sparke til det«
»Men jeg har jo aldrig kun taget mig af ny musik,« siger hun i dag.

»Men jeg har jo aldrig kun taget mig af ny musik,« siger hun i dag.

»Jeg har sunget alt. Blandt andet en fantastisk masse oratorier. Når nogen tog sig af barokken i København, så gjorde jeg det et andet sted. Jeg har lavet en del scenisk barokopera i Østrig, i Klagenfurt bl.a. Men jeg ved da godt, at det er en kasse, nogen har lagt mig i. Det moderne. Men fordi jeg er god til Nørgård, er jeg jo ikke nødvendigvis god til Philip Glass.

Komponisterne indbyrdes er vildt forskellige. Jeg har sunget en del ny musik, fordi jeg er god til at lære et stof, god til at tælle takter og intonere og finde rundt i mærkelige rytmer. Når det fx er Per Nørgård, der har komponeret, er det vokalt ekstremt inspirerende, og det kan synges både smukt og grimt. Man kan arbejde med det. Man kan sparke til det, og så kommer det tilbage. Rejser sig op og siger: Hey! Det eneste, man ikke kan, er at sparke til det, så det går i stykker.«

»Andre gange med ny musik er det mere matematik-agtigt. Det tager tit rigtig lang tid at indstudere, og så sidder der måske 20 mennesker i publikum.«

»Og nogle gange,« og nu kommer det, »så tænker jeg, at nu lukker jeg af for den nye musik i et år!«

Parfumet på den fede måde
Koncertkalenderen for Helene Gjerris strækker sig så bredt, som overhovedet tænkes kan. Ingen anden har vel et repertoire, vel og mærke et levende, aktivt repertoire, som rækker så vidt. I år blev det ikke, at hun sagde nej til den ny musik, for i august har hun premiere i Svend Hvidtfeldt Nielsens opera ‘Edens Gave’ ved Aarhus Sommeropera, og hun fortsætter samarbejdet med Peter Bruun i oktober med ‘Kunsten at vælge’.

Men det er jo bare det, vi forventer af hende.

Hertil kommer en cd med det ironiske harmoniensemble Kopenhagen Kabarett, hvor hun synger ‘Der Onkel Bumba aus Kalumba tanzt Rhumba’, og derfra er der jo et stykke op, eller ned alt efter behag, til Carmens ‘Habanera’. Men hov, ikke nok med det: I oktober synger hun romantiske franske sange i Rundetaarn. Chaussons ‘Chansons pertuelles’ og Fauré, ikke et repertoire hun oprindeligt havde troet, hun kunne holde af. »Men de er parfumerede på den fede måde,« som hun siger.

Og tilbage her i nutiden, og for lige at spænde buen til sit yderste: Helene Gjerris har inviteret journalisten til prøve på et lifligt renaissanceprogram til Copenhagen Summer Festival på Charlottenborg sådan en overophedet fredag eftermiddag i juli. Oven over koncertsalen i Det Kgl. Danske Musikkonservatorium sidder hun med lutenisten Fredrik Bock. Kan man være en donna i hvid busseronne og jeans med svaj? Og så i den hede? Helene kan, og det står om hende med “amarissimi fiumi”, hvilket er forbitrede floder på renæssanceitaliensk, og “tard’è vostra pietate”, fatalt sent udtrykt medynk.

Musik kan prøves ihjel
»Nu kan jeg godt fange den uden at trække vejret,« siger hun triumferende efter frasen “lasciatemi morir”, hvis man skal tro Caccini, Monteverdi og de andre, den hyppigst brugte sætning i 1600-tallets Italien. Lad mig dø! Og det glimter svagt af grønt på hendes øjenlåg.

»Nu er jeg allerede bleg og … døende. Som om blodet er holdt op med at flyde.« Og hun hiver blodudtrækningen ud i en ranke af lyd:

»Saaaangue.«

»Jeg bliver nødt til at finde et sted at ånde!« gisper hun. Og øjeblikket efter:

»Jeg savner helt vildt et treslag oppe i 83.«

Det er musikerens værksted, det er både mystisk og praktisk. Og det er ‘Lamento d’Arianna’ fra Monteverdis. ‘Arianna’ og et godt brugt nodehæfte.

»Jeg har engang i gamle dage skrevet en anden vejrtrækning ind, men den springer jeg over i dag,« siger hun, skruer stativet op, rejser sig fra stolen og stiller sig med den ene hånd i lommen, den anden hvilende på brystet, lige inden for blusen. Hun har rejst sig for at kunne fylde Ariadnes lange furiøse passage, hvor hun nedkalder alverdens forbandelser over en troløs elsker.

»Ja, måtte jeg blive opslugt af havets bug sammen med hvaler og havuhyrer! Det er jo helt vanvittigt, det hun synger. Men bagefter skal hun forfærdes: hvad var det egentlig, jeg sagde? Det må endelig ikke blive for ordentligt, for pænt.« Helene retter i noderne og kigger over, smiler:

»Jeg si’r dig bare: det er Lars Ulrik, der har skrevet det ind, men det er jo 100 år siden.« Hun noterer ufortrødent og kigger op igen:

»Hvad vidste han dengang?,« spørger hun, klart retorisk, med adresse til den nylige vinder af Léonie Sonnings Musikpris, dirigenten og cembalisten Lars Ulrik Mortensen.

Lige om lidt har hun og lutenisten prøvet sammen i tre timer, og så er det slut for i dag. De kommer til at mødes igen et par gange, men så er det også det. Musik kan prøves ihjel, mener Gjerris:

»Produktet må endelig ikke blive helt færdigt og klappet. Der skal være plads til, at en idé opstår i øjeblikket. Det er det, der er så enestående vidunderligt: at fange en idé. Og det opstår i kontakten med publikum, under afleveringen. Så kommer de små forskydninger, dynamiske udsving, betoninger. Man trækker lidt længere i en tone, fordi man kan mærke, at publikum er klar. Pepper pulsen lidt op, fremhæver nogle særlige dissonanser stærkere. Man kan stå og få lyst til at lægge lidt ekstra smerte i det næste ‘dolor’. Det er fedt bare at jamme med det.«

Road rage
Helene Gjerris synger Monteverdi med ulmende glød, variation og naturligt individualiserede fraser. Klagende, men inden for grænserne af Monteverdis udtryksramme. Det burde ikke overraske en, der allerede én gang lod sig vælte omkuld af nuancerigdommen og det tætte foredrag i Helenes ‘He was despised’, altarie-showstopperen fra Händels ‘Messias’. Helene trådte sine ungpigesko inden konservatoriet i Ars Nova under Bo Holten, og som en af de første i Danmark havde Holten fuldt styr på en moderne tids opførelsespraksis af barokmusikken. Og nu har Helene Gjerris undervist i tre år i sang på højt niveau ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, et job hun dårligt kan få nok af at snakke om, og et, der tvinger hende til hele tiden at forholde sig bevidst, også til musik hun selv synger.

»Men det er ikke sådan, at jeg træffer et bevidst valg angående stilen, afhængigt af hvad jeg synger,« siger hun.

»Jeg bruger de referencer, jeg har, og jeg har en masse erfaring med denne musik, med alle de der små forsiringer, måden at lave overbindinger på, måden at angribe dissonanserne på … Men samtidig med at jeg har lært med de ting, jeg har lavet, føler jeg mig friere i tilgangen. Jeg synger Ariadne mere arieagtigt i dag, men med monologens kraft. En monolog, der går i selvsving. Det går road rage i den…«

Det var fræs for en purung rødhåret kvinde med et stort meddelelsesbehov. Road rage. Spyttende arrigskab, glubende hævntørst, hvirvlende furiøse temperamenter.

»Hvor er det fedt at synge noget musik og lade den tale igennem sig. Men gudskelov sker der noget med erfaringen, man bliver ved med at flytte sig og opdage nye fantastiske ting. Ariadne giver efter for sorgen, og musikken indeholder store mængder af smerte. Men jeg giver som sanger ikke mig selv så lang snor nu, jeg holder en puls og lægger følelse i det – men uden at give slip. Jeg sætter mit præg, men inden for rammerne af formen.«

Nu er vi henne ved det med at være en kvinde i trediverne. At puffe blidt til grænserne snarere end at hoppe teenage-rejehop hen over dem.

Genopfinder sig selv
»Jeg har arbejdet en del med, hvordan jeg er til stede på scenen. Med at være tændt på en mere subtil måde.«

I den proces har kammerensemblet Figura og John Cages ‘Variations III’ tidligere i sæsonen spillet væsentlige roller. Ifølge Cage skal stykket, der er fra fluxustiden 1963, må ingen af de medvirkende spille eller synge eller interagere. Hvad de så skal, finder de selv ud af. Lissom. Uden at have aftalt noget på forhånd, det var forbudt. På vej til den første forestilling fandt Helene Gjerris sig selv i en DSB-kiosk, hvor hun købte balloner. For dog at have noget. Og, mest lærerigt af alt, måtte hun genopfinde for sig selv, hvad det egentlig betød, det der “at være på”. Uden noget at lave i den strikseste forstand.

»Hvordan skulle man komme ud og ind? Og hvad skulle jeg ind imellem? Hvordan skulle jeg glide ind og ud og bibeholde energien, tilstedeværelsen? Det måtte jeg eksperimentere med for åbent tæppe. Og,« Helene rejser sig og klamrer sig dramatisk til bordet, »Neeeeej, jeg vil ikke! Jeg troede, jeg skulle dø. Og når man så kom derind, var det grufuldt og dejligt på samme tid. Det har virkelig åbnet nogle af mine kanaler i forhold til, hvad man kan finde på ved almindelige koncerter. Hvordan man kan være opmærksom på nuet, uden bare at komme ind og stille sig op sådan!« Helene strunker sig, rank, og med næsten trodsig øjenkontakt til det imaginære publikum.

»Det åbner muligheden for, at man kan musicere på en ny måde. Som nu den ‘Messias’, du har talt om.«

Man er vel professionel
Et af mine emner med Helene Gjerris er føromtalte ‘Messias’ i Holmens Kirke i december 2004. Hendes ‘He was despised’, der var barokkunst på højt internationalt niveau.

»Den aften vidste jeg, at jeg havde fat i noget, mens jeg sang arien. Noget jeg ikke havde vidst, jeg kunne. Det var en lille teknisk detalje, der var med til at udløse det, og jeg kom ind i et andet univers, end jeg plejer i den arie, som jeg har sunget så mange gange før. Og næste aften prøvede jeg med den samme teknik at fortætte stemningen. Du ved: så gør jeg det jo bare igen, man er vel professionel! Men arien falder jo lige efter pausen, og en dame kom for sent tilbage og skulle kante sig forbi mig og andenviolinerne, og så glippede den.«

Muskulært overskud
Ét spørgsmål, man som journalist sjældent har held med, virker over for Helene Gjerris:
Hvordan vil du beskrive dit instrument?

»Det er en meget fleksibel stemme,« svarer hun artigt – og strengt sagligt. »Med et stort omfang.« Hun tænker videre: »og en vis varme i mellemlejet.«

»Jeg synes, man kan høre en vis mørk farve i min stemme efterhånden. En ekstra mørk farve. Men jeg kan stadig synge lyst og hurtigt, med ungdommeligt muskulært overskud.«

Hvordan er du i stand til at tale så uforfængeligt om din stemme?

Som om det var noget, der stod i en instrumentkasse ovre i hjørnet? Enten rødmer hun faktisk, eller også er det et genskin fra håret.

»Jeg ved ikke … jeg er fuldstændig uforfængelig omkring min stemme. Måske for uforfængelig?«

Er du ikke stolt af den?

»Stolt af min stemme? Nej! Nej, jeg er ikke stolt.«

Men heller ikke ustolt?

»Ustolt? Nej, jeg er heller ikke ustolt.«

Det har jo, som hun fortæller mig senere, »også med muskulatur at gøre.«

Og hvem er vel selv 100 procent ansvarlig for sin muskulatur? Og hvordan kan man være stolt af noget, man ikke er øverstansvarlig for?