Med et sort glimt i øjet | Interview Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Pelle Gudmundsen-Holmgreen kaldte sig selv for en outsider i dansk musikliv. Han førte båthornet ind i koncertsalen og var en hovedskikkelse i ”den ny enkelhed”. I november fylder han 80, men kæmper stadig med at få musikken til at gå op.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen har længe været skikkelsen i det danske musikliv med det sorte glimt i øjet og ræven bag øret. Det begyndte, da han som knægt brokkede sig til sin violinlærer over et værk, der ikke var godt nok. Løsningen blev at lave et andet selv, og det fortsatte han med at gøre – også selvom der har været nogle svære perioder undervejs.

»Det er jo en ensom tilværelse at være komponist. Hvis man regner med, at folk skal modtage det, man skaber, med taknemmelighed, er man inde på et galt spor«

»I begyndelsen af mit liv var jeg indstillet på at betragte det som håbløst at være komponist. At det var håbløst at skulle følge op på al den musik, der allerede var skrevet. Men sådan kan man ikke stille det op. Hver tid har sine idéer. Og selvom man ser sig selv som professionelt bagud i forhold til den utrolige musik, der allerede findes, synes jeg ikke, at man skal lade sig slå ud af det«, siger Pelle Gudmundsen-Holmgreen opmuntrende.

»Man er nødt til at bevare en form for naivitet som komponist. Ellers risikerer man at miste humøret. Jeg har haft nogle kriser, men har vænnet mig til affærdige dem. Så længe jeg synes, at jeg har noget at sige, så gør jeg det. Ligegyldigt om det bliver vellykket eller accepteret«, siger Gudmundsen-Holmgreen.´

Den fascinerende irritation
Han tilhører den store årgang af danske komponister født i mellemkrigstiden. Selvom flokken var stor, har Gudmundsen-Holmgreen ofte følt sig alene, når han komponerede.
»Det er jo en ensom tilværelse at være komponist. Hvis man regner med, at folk skal modtage det, man skaber, med taknemmelighed, er man inde på et galt spor. Jeg prøver at udelukke min forventning til publikum« […]
Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 27

TEKST: JENS POVLSEN