Opera skal ramme direkte i solar plexus | Interview Peter Lodahl

Peter Lodahl er det seneste trumfkort, der forlader Den Kgl. Operas solistensemble. KLASSISK følger ham til prøve på ‘La bohème’, få dage før nyheden om hans karriereskift slipper ud.

Af Per Rask Madsen

»I dag starter vi med at sætte fingeren lige ned i såret«, siger Peter Lodahl i elevatoren på vej ned fra Operaens kantine. Han hentyder til ‘La bohème’-prøven kl. 11.00 og mener ikke det farvel, som hverken kollegerne eller jeg på det tidspunkt har hørt om.
Produktionsholdet har lige taget hul på anden uge af prøveforløbet. Orkestret og kostumer kommer først på senere, og kulisserne ser midlertidige ud. Instruktør Elisabeth Linton gennemgår den scenisk banale tenorarie ‘Så kold den lille hånd’ med de elskende Rodolfo og Mimì overraskende minutiøst. Teatermagi kræver masser af rugbrødsarbejde. Den bredskuldrede italienertenor er beredvilligt ler i instruktørens hænder, »another day at the office«, smiler han overbærende før prøven – det er den femte produktion af Puccinis crowdpleaser, han synger hovedpartiet i. Den stumme indstudering er da heller ikke det mest ophidsende at beskue, men pludselig åbner sangerne for

»Man skal udfordre publikum, men man skal også passe på ikke at tage dem for givet, ikke miste dem ved at lave en sjælemassage, hvor man kommer til at trykke ekstra hårdt«

sluserne. På tæt hold er opera noget af en fysisk oplevelse for tilhøreren, så man virkelig fatter, hvilke kræfter disse elitesangere egentlig mestrer.
Bagefter er der prøve på en kåd ensemblescene med Rodolfo og hans tre kunstnervenner med fuld sang på, alt virker færdigkoordineret og glider som i olie. Da jeg snart efter takker for indblikket i maskinrummet, aner jeg en eftertænksomhed hos Peter Lodahl, der står i kontrast til den åbenhjertige times tid, vi talte sammen på tomandshånd.
Tidligere på formiddagen fortæller han om at holde sig skarp og ikke køre på rutinen, når han nu synger sin produktion nummer fem af samme opera.
»Denne gang har jeg skilt Rodolfo helt ad. Hvis man forestiller sig at man skiller en motorcykel ad for at rense alle delene, for så at samle den igen i håbet om, at den kan køre bedre«, fortæller Peter Lodahl på kantinens store altan.
Han lukker op for tenororganet med noget af Rodolfos arie og slår så ned på noget filigranarbejde: »Jeg har her valgt at lukke mine …