Perceval, Parzival & Parsifal | Fokus Wagners sidste mesterværk

’Perceval’ og ’Parzival’ er ’Parsifal’s forfædre. I højmiddelalderen skrev Chretien de Troyes sin gode historie om Perceval og Wolfram von Eschenbach tog udfordringen op og sendte sin Parzival’ ud på en dannelsesrejse af eventyrlige oplevelser. ’Parsifal’, der spiller på Operaen i februar, kom til verden, fordi Wagner tidligt i sit liv læste middelalderens store forfattere.

Af Benedicte Christiansen | illustration Diebold Laubers værksted/Heidelberger historische Bestände

I 1841 er den 28-årige Richard Wagner strandet i Paris. Stukket af fra gæld, fiasko og krakkede teaterselskaber. Den første svimlende succes med ’Rienzi’ gemmer sig stadig et år ude i fremtiden, da en god ven, sprogforskeren Samuel Lehrs, låner den unge komponist et par tekster fra den tyske middelalder i håbet om, at de måske ville kunne bringe skuden ud af dødvandet. Det kunne de.

’Der Wartburgkrieg’ og ’Lohengrin’ hed teksterne. I 1845 fik ’Tannhäuser und der Sängerkrieg auf dem Wartburg’ premiere. ’Lohengrin’ fulgte i 1850.

Der skulle komme til at gå 32 år efter premieren på ’Lohengrin’, før Parsifal fik premiere i 1882, et halvt år før Wagner dør, og dog er de far og søn, Parsifal og Lohengrin, og er udsprunget af de samme fortællinger.

Det centrale værk om de to og om gralen og gralsridderne er Wolfram von Eschenbachs rimede fortælling ’Parzival’ på små 25.000 vers, skrevet i det første årti af 1200-tallet. Wagner fortæller selv i sin selvbiografi ’Mein Leben’, hvordan han i sommeren 1845 læste Wolfram von Eschenbach under et kurophold i Marienbad.