Artikel

Portræt: Cecilia Bartoli
BOBLER OG SYDER AF VITALITET

I en tid, hvor man plastrer tv-sendefladerne til med håbefulde, men aldeles ubehjælpsomme amatører, er det en slags trøst at tænke på, at også dette års modtager af Léonie Sonnings Musikpris for 26 år siden deltog i en lørdagaftens-talentkonkurrence på italiensk tv. Tre år senere og ti år før hun lagde amerikanerne helt for sine fødder med Askepot, var det også bravura-nummeret ’Nacqui all’affanno’ fra Rossinis opera, der for alvor katapulterede den blot 21-årige Cecilia Bartoli ud over den internationale operascene.

Tiåret for Maria Callas’ død blev markeret i Paris i 1987, Bartoli kommer med på et afbud, koncerten sendes live på tv, og uafhængigt af hinanden ser og hører både Barenboim og Karajan den unge mezzo svøbe tilhørerne i tæt fløjlslegato i den første langsomme del for så at fyre kaskader af klart definerede toner af i særdeles hurtig rækkefølge i den sidste eksalterede del af rondoen. Næste dag kontakter de begge den unge mezzos agent.

Held skal der til
Cecilia Bartoli er flasket op med sang, hun har professionelle operasangere til forældre, figlia d’arte, barn af kunsten, som italienerne poetisk kalder det, hun er en stemmedomptør af galaktiske dimensioner, er musikalsk som få og bobler og syder af romersk vitalitet på scenen, men som hun selv har sagt: der skal også held til. Være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og blive hørt af de rigtige. Barenboim og Karajan, det var helt, helt rigtigt. Christopher Raeburn, pladeselskabet Deccas legendariske producer, der døde sidste år i en alder af 80 år, var en anden af de helt, helt rigtige, der allerede i 1986 tog den unge sanger under sine vinger og producerede en lang række af hendes indspilninger …

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 17)

Tekst: Benedicte Christiansen. Foto: Uli Weber/Decca

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER