Artikel

Tak – fordi du har lært mig at lytte! | Per Nørgård 90 år

Tak – fordi du har lært mig at lytte! | Per Nørgård 90 år | Magasinet KLASSISK

13. juli fylder dansk ny-musiks grand old grand, komponisten Per Nørgård, 90 år. Vi har bedt Søren Schauser om at holde skåltalen.

Af Søren Schauser

90 år! Jeg regnede lige på sagen: Du kom til verden ni måneder og ti dage efter Carl Nielsens død. Nogle træk ved verden har forandret sig til ukendelighed siden dengang. Andre træk bliver aldrig anderledes – sommetider på godt, sommetider på ondt. Men jeg kan love dig én ting: Du har gjort mere for det gode end flertallet af os. Jeg selv fik langt hen ad vejen et liv med musik på grund af dig. Og du har ret bogstaveligt åbnet tusinder af menneskers øren for både det foranderlige og det uforanderlige ved alting.

»De mange lag i din musik – eller hvad man kalder lag nu om dage – inviterer os simpelthen til én oplevelse den ene aften og en anden oplevelse den næste aften«

Vores første møde i 1997 gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Du stod med din Kings mellem fingrene og lignede en fransk intellektuel. Jeg var benovet. Så jeg gik hen til dig og fortalte om en begivenhed få dage før: At jeg lige havde hørt din tredje symfoni på CD og derefter live. Og at jeg af én eller anden grund havde haft to meget forskellige værker i ørerne. »Ja«, sagde du tørt. »Den er komponeret sådan«. Jeg forstod ikke en bjælde af svaret dengang. Men jeg kom nærmere efter nogle år dybt begravet i dit univers. De mange lag i din musik – eller hvad man kalder lag nu om dage – inviterer os simpelthen til én oplevelse den ene aften og en anden oplevelse den næste aften.

Hvilket bringer mig til min seneste erfaring med dig. Jeg skulle for nylig skrive noter til en udgivelse med nogle af dine stykker. Så jeg havde nogle herlige timer med din musik fra for et halvt århundrede siden. Og ved du hvad: Jeg mærkede ikke den store forskel fra dengang til nu. Musikken af det unge talent lød utrolig meget som den modne mester.

Vi talte ellers meget om dine kreative “perioder” for nogle år siden. Du talte selv om dine perioder og dine stadig skiftende inspirationskilder: Om halvtredserne med det nordlige sinds univers og din generations opdagelse af avantgarden. Om de glade tressere med din stadig voksende kærlighed til uendelighedsrækken og alle eksperimenterne. Om de gyldne halvfjerdsere med verdenssucceser som tredje symfoni og operaen ‘Siddharta’ på nationalscenen. Om de ret så turbulente firsere med din fascination af Adolf Wölflis bipolare billedkunst og din opdagelse af tonesøerne. Plus det løse. Vi skrev side op og side ned om de perioder. Forskellen på den ene tonesø og den anden tonesø ville ingen ende tage. Men jeg hører altså stadig mere det samme udtryk i hver eneste tone gennem snart syv årtier.

Selv din allertidligste musik lyder som dig selv! Jeg tilbragte for længe siden en tid på Det Kgl. Bibliotek med studier af dine manuskripter fra drengeårene. Klaverstykkerne fra dengang er næsten altid “naive” melodier til et ret så insisterende akkompagnement i dur og mol. Men de deler også et sigende særpræg: Du bruger stort set aldrig nogen taktstreger! Så stykkerne lyder kun overfladisk som lieder fra den romantiske epoke. For du skyder en tone ind hist og her med den sælsomme fornemmelse af noget vægtløst til følge.

»Når man af og til hører ekkoer fra andre ting, er det højst fra din egen musik – ikke fra andres«

Komponister af dit format skal altid holdes op mod nogen. Og jeg forstår godt sammenligningen med Jean Sibelius’ fantastiske musik. Du har engang korresponderet med ham personligt – vel efterhånden som det sidste menneske i hele verden! Jeg kan høre dine seneste orkesterværker og mærke en vis inspiration fra eksempelvis Sibelius’ syvende symfoni med det tætte væv af melankoli. Men jeg oplever stadig mere Franz Schubert som din virkelige åndsfælle. Hvad mener jeg så med dét? Vi skal lige rundt om to afdøde kolleger fra din egen generation. Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen-Holmgreen havde i mine øren en historisk bevidsthed til fælles. Begge komponerede ét eller andet sted hvert eneste værk med flere hundrede års skidt og kanel som afsæt. Schubert begynder derimod fra bunden. Og du begynder selv fra bunden hver gang. Verden før din første tone virker tømt for andet end tid og rum. Dine værker fylder hver eneste gang et kosmos uden lyd i forvejen. Når man af og til hører ekkoer fra andre ting, er det højst fra din egen musik – ikke fra andres.

Så kæreste Per! Lad mig runde af i det kulørte hjørne. Vi danskere ser jo gerne ‘90-års-fødselsdagen’ hvert år. Alle kender gangen i den gamle sketch ud og ind efterhånden. Men den helt nøjagtige rækkefølge af begivenhederne kommer stadig bag på os. Tjeneren snubler hvert andet øjeblik i sin fuldskab over den udstoppede tiger på gulvet. Altså lige indtil han så ikke snubler til sin egen og tusinder af danskeres årlige overraskelse.

Hvorfor bliver vi overrasket? Fordi vi stadig ikke har gennemskuet systemet. Instruktøren har lagt noget uudgrundeligt og derfor uforudsigeligt ind i sin sketch. Og jeg oplever den største styrke i din musik som en uudgrundelighed af samme skuffe: At vi alle årene har fået meget mere end de flotte rækker i fløjten og kosmiske kalkulationer af formen. Jeg ved, basunerne vil sætte ind med det sidste signal – men jeg bliver aldrig træt af ikke at kunne forudsige hvornår.

Skål!

Foto: Kåre Viemose

Læs mere: 10 fortællinger om Per Nørgård | Interview

Læs artiklen i KLASSISK nr. 65

KLASSISK udkommer både som magasin og online. Med et abonnement får du både tilsendt de kvartalsvise magasiner, samt adgang til det fulde kartotek her på hjemmesiden.
Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER