Violinalfen | Interview Vilde Frang

Vilde Frangs troldbindende violinspil er ikke til at komme uden om i disse dage. Som lille blev hun tvunget til at spille på en violin af pap, der ikke kunne sige en lyd. I dag gør det Ronja Røverdatter-agtige naturbarn store klassikere til sine egne, helt i pagt med mentoren Anne Sophie-Mutters eksempel

Tekst Michael Bo | Foto Kåre Viemose

Hvor kommer din musikinteresse fra?

Verdens mest plumpe, mest fodformede spørgsmål til en
udøvende kunstner, og det dratter lidt dorsk ud i junieftermiddagen i en stor,
hed villahave i Vanløse. Som noget proforma, noget træden vande inden vi når
til det egentlige: Hvor kommer din musikinteresse fra?

»Åh. Den kommer …«, og hun holder en lille pause, »indefra«.

Og når Vilde Frang siger »indefra«, så tænker hun ikke på noget letkøbt spirituelt som hos tidens dugblikkede inderlighedsapostler af Oprah Winfrey-typen. Med »indefra« mener hun: Hvor ellers fra? Er vi ikke selv alt, hvad vi har?