Nyhed

Årets P2 Kunstner er for første gang en komponist

Årets P2 Kunstner er for første gang en komponist | Magasinet KLASSISK

Komponisten Bent Sørensen bliver årets P2 Kunstner, oplyser DR i en pressemeddelelse. Det er første gang, at en dansk komponist får æren, som normalt går til musikere og sangere.

»Med Bent Sørensen som den første komponist som P2 Kunstner vil vi gerne sætte fokus på den klassiske musik som en nutidig kunstart, hvor musikken bliver til lige nu og her. Og så glæder vi os naturligvis til at dele en række af Bent Sørensens værker med P2-lytterne. Med sin anelsesfulde natur og til tider tyste karakter, der skaber nysgerrighed hos os lyttere, indeholder Bent Sørensens musik en magisk kraft«, siger P2-redaktør Esben Tange.

Selv siger Bent Sørensen om udnævnelsen:

»Jeg er meget stolt af og glad for den anerkendelse, der ligger i at blive valgt til årets P2- kunstner«.

Bent Sørensen får overrakt Kunstnerprisen ved P2 Priskoncerten, som i år foregår d. 26. februar i Odense Koncerthus. Ved koncerten spiller Odense Symfoniorkester den danske førsteopførelse af komponistens værk ‘Enchantress – Fem intermezzi for orkester’ under ledelse af dirigent Magnus Fryklund.

I ‘Enchantress’, blander Bent Sørensen en cocktail af Beethoven, folkemusik og den skotske digter, Walter Scott. BBC Scottish Symphony Orchestra og deres chefdirigent Thomas Dausgaard uropførte stykket sidste år. Ved prisuddelingen opføres også Bent Sørensens ‘Trompetkoncert’ med norske Tine Thing Helseth som solist.

DR vil i løbet af året have ekstra fokus på komponistens værker, og der venter allerede i foråret flere Sørensen-premierer. 16. februar uropfører Den Danske Strygekvartet Sørensens spritnye Strygekvartet nr. 5 – ‘Doppeltgänger’ i en optagelse fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og 9. april opfører DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet for første gang i Danmark komponistens Mætthæuspassion. Begge koncerter transmitteres på P2.

Foto: Agnete Schlichtkrull

Læs mere: »Tænkning er groft overvurderet« | Interview Bent Sørensen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER