Nyhed

Amerikansk pianist smidt ud af Berlinerlejlighed

»13 dage, så skal du være ude af din lejlighed«. Det var beskeden den amerikanske pianist Soheil Nasseri, ifølge The Strad, fik af sin udlejer i Berlin, hvor han har boet siden 2007. Publikum betaler normalt penge for at høre pianisten i koncertsale, men for naboerne derhjemme var hans musik irriterende støj. Og i en sådan grad at det var blevet nok for udlejeren på grund af naboklager over lyden, når han øvede. Nasseri har tidligere udtalt, hvorfor han oprindeligt valgte at bosætte sig i den tyske hovedstad:
»For mig er Tyskland helligt land. Hjem for Beethoven, Schubert og Schumann. Det er her, jeg hører hjemme. Og Berlin er verdens kulturhovedstad. Berlinerne elsker klassisk musik«.

Nasseri er uforstående overfor opsigelsen, da det meste af hans øvetid foregår i en nærliggende kirke. Og som mange andre musikere har han gjort alt, hvad der står i hans magt for at minimere generne overfor naboerne, når han en sjælden gang øver hjemme. Lydisolering med tunge gardiner på væggene og et tykt gulvtæppe på gulvet.

Trods udsigten til snarlig hjemløshed holder Nasseri fast i sin kommende solokoncert i Berlins Philharmonie, hvor han har optrådt flere gange før. Pianisten tager kampen op mod opsigelsen, som han vil indklage overfor retten. I Tyskland siger lovgivningen, at man har ret til at praktisere musik i sin lejlighed indtil kl. 22. Derudover er det næsten umuligt at opsige lejere ifølge den tyske lejelov, så mon ikke at Nasseri har en god sag?

Foto: Werner Schuering

Læs også: Tonedøve mangler empati | Ny forskning

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER