Nyhed
Andris Nelsons bliver ny chefdirigent for Leipzigs Gewandhausorkester
25. september 2015
25. september 2015
Andris Nelsons er udpeget som ny chefdirigent for Gewandhausorchester Leipzig på en kontrakt, der løber i fem år fra 2017. Nelsons overtager posten efter Riccardo Chailly. Den nye chefdirigent skriver sig dermed ind i rækken af orkestrets dirigenter som blandt andet tæller Felix Mendelssohn, Wilhelm Furtwängler og danske Niels W. Gade.
Øverste chef for Gewandhaus, Andreas Schulz, ser frem til ansættelsen og beskriver Andris Nelsons som en ”djævleblændt lydmagiker” og tilføjer i et interview i The Guardian:
”Sammen med ham vil vi nå nye kunstneriske højder med orkestrets kernerepertoire såvel som med den nye musik”.
Udnævnelsen af den 36-årige lette, der også er musikchef for Boston Symphony Orchestra (BSO), er første skridt i et nyt, omfattende samarbejde mellem de to ensembler på tværs af Atlanten. Under Nelsons ledelse bliver opgaverne for de to orkestre blandt andet fælles programlægning og gensidig gæsteoptræden. BSO vil afholde en årlig Leipzig-uge i Boston, og omvendt gæster orkestret så Gewandhaus i Leipzig under en planlagt Boston-uge. Ved besøgene spiller orkestrene hinandens repertoirer. Udover gæstekoncerter vil der også komme fælles bestilling på nye værker, samt en række uddannelsesinitiativer på fælles initiativ.
Foto: Marco Borggreve
FLERE NYHEDER