Anmeldelse: Händels Messias (arr. Mozart)

Fabio Luisis opførelse af Mozarts arrangement af ‘Messias’ bestod udelukkende af glat og cremet skønhed og manglede i udpræget grad Händels følelsesregister af frygt, glæde og håb.

2 ud af 6 stjerner

Af Andrew Mellor

Når en komponist vælger at ændre i en død forgængers arbejde, opstår der altid filosofiske spørgsmål. Hvilken ret havde Mahler til at re-orkestrere Schumanns symfonier? Fortæller Mozarts re-arrangement af Händels ’Messias’ os noget nyt om det oprindelige mesterværk?

Svaret er ja, det gør det. Problemet er bare, at meget få af disse ting opleves som relevante eller til gavn for Händels oprindelige arbejde og tekst i 2015. Lige fra starten af Fabio Luisis opførelse af Mozarts sprudlende arrangement af ’Messias’, der blev skabt kun 50 år efter Händels originale, stod det klart, at vi skulle opleve en aften, der udelukkende ville indeholde glat og cremet skønhed. Men ’Messias’ er forankret i rå frygt, glæde og til sidst håb. Jeg kunne allerede i arien ’Doch wer mag ertragen den Tag seiner Ankunft’ (Hvem kan udholde den dag, han kommer?) høre, at vi ikke ville opleve disse voldsomme følelsesudbrud i denne opsætning.

Hvad vi fik i denne arie blev til gengæld gentaget igen og igen: Mozarts tysksprogede version, der har fjernet Händels råhed og kantede accenter, og som med klarinetter, fløjter og horn har udglattet teksturen og samtidig tilføjet en del instrumentale detaljer, der giver værket et lettere kitschet udtryk. I Mozarts arrangement af ’Sie schallt, die Posaun’ (Trompeten skal genlyde) hører man næsten ikke trompeterne! Hvad der gjorde denne opførelse stadig mere besynderlig var den beundringsværdige barok-inspirerede ornamentik som DR SymfoniOrkesters brillante strygere tilføjede, samt noget der i mistænkelig grad lignede en tenorbasun fra Mozarts tid, som havde sneget sig ind blandt de andre moderne messingblæsere. Det føltes forvirrende, som om musikken var fanget mellem Händels tid, Mozarts tid og vores tid.

Fabio Luisi virkede fast besluttet på at angribe partituret fra én side: den klassicistiske tilbageholdenhed og skønhed som man kender fra Mozart. Resultatet blev, at DR KoncertKoret på intet tidspunkt sang rigtig forte og sprang let og elegant hen over følelsesmættede vers som ’Sein Joch ist sanft’ (For mit åg er godt, og min byrde er let) og ’Hallelujah’. De spændende modulationer i ’Uns ist zum Heil ein Sohn geboren’ (For et barn er født os) og andre vers gik helt tabt. ’Ihr Schall ging aus’ (Deres røst er nået ud over hele jorden) lød som et tamt fyrværkeri, der end ikke var i stand til at nå tredje sal. Og trods Luisis klare vision valgte han nogle meget mærkelige tempi undervejs: ’O Tod, wo ist dein Pfeil’ (Død, hvor er din sejr?) blev opført i halvt tempo og blev til en lang klagesang, og det sidste ’Amen’ blev dirigeret alt for hurtigt og mistede dermed den højtidelige stemning som Händels brede fugatema ellers lægger op til, og sangsolisterne kunne ikke holde deres stemmer og mistede overblikket.

Luisis øre for tekstur er førsteklasses. Ikke mange symfonidirigenter er i stand til styre et kor med en sådan præcision og fremstå som en korspecialist. Ikke mange ville have dirigeret med samme konsekvente disciplin eller tilladt sine solister så meget rum og frihed. Men denne koncert føltes som et musikhistorisk eksperiment og ikke en festlig fejring. Jeg bebrejder primært Mozart, men med Luisi som sin medsammensvoren.

Torsdag den 3. december, DR Koncerthuset, Kbh.
Dirigent Fabio Luisi, DR SymfoniOrkester, DR KoncertKoret samt solisterne sopran Maureen McKay, mezzosopran Anne Stéphany, tenor Mauro Peter og bas Christof Fischesser.

Foto: Per Morten Abrahamsen / DR