Nyhed
Liszts flygel i Weimar klinger igen
22. oktober 2024
22. oktober 2024
En recital med pianisten Can Çakmur på Franz Liszts originale Bechstein flygel i Weimar markerede tirsdag komponistens fødselsdag nummer 213.
Klangen fra koncertflyglet, som Liszt brugte frem til sin død, flød ekstra lækkert igennem stuerne i Liszt-Haus, da instrumentet står knivskarpt og færdig-renoveret på foranledning af Weimars Liszt Konservatorium og stiftelsen, der ejer huset, Klassik Stiftung Weimar.
Renoveringen er udført af firmaet, der oprindeligt byggede det i 1800-tallet, C. Bechstein, som også forkælede en af Liszts samtidige kolleger, Richard Wagner, med flygler. C. Bechsteins kulturchef, Stefan Roszak, siger om renoveringen i en pressemeddelelse fra konservatoriet:
»Vi er beærede over at have restaureret det imponerende, over 140 år gamle C. Bechstein-flygel, som Franz Liszt spillede på, så det i dag spiller og lyder, som komponisten formentlig selv oplevede det«.
Direktør ved Klassik Stiftung Weimar, Annette Ludwig, takker i pressemeddelelsen flygelfirmaet for renoveringen:
»Det faktum, at der kan spilles på historiske instrumenter, er et af de unikke træk ved Klassik Stiftung Weimar-museets samling. Vi er et af de meget få steder i verden, hvor man tilbyder en stort set autentisk lydoplevelse på en lang række historiske tangent instrumenter. Vi vil derfor gerne udtrykke vores oprigtige tak til Bechstein for deres støtte«.
Franz Liszt flyttede ind i boligen for den tidligere gartner ved hoffet under storhertug Carl Alexander i 1869 og brugte den som sommer residens, til han gik bort sytten år senere. Allerede året efter hans død indviede storhertugen huset i parken ved floden Ilm som mindested for komponisten.
Liszt-Haus har siden stået åbent for offentligheden, intakt med originale møbler i hans arbejdsværelse og i musiksalonen hvor det nyrenoverede Bechstein flygel står.
Can Çakmur, der spillede første koncert på det restaurerede instrument, er uddannet fra Weimars konservatorium, som jævnligt bruger Liszts flygel ved de studerendes koncertserier på klaverlinjen.
Foto: Klassik Stiftung Weimar
FLERE NYHEDER