Nyhed
Anna Netrebko i skudlinjen efter udtalelse
23. april 2018
23. april 2018
Den russiske stjernediva, Anna Netrebko, er kommet i skudlinjen efter en kommentar om den seneste tids mange beskyldninger om sexuelle krænkelser i operaverdenen. I et interview på Classic FM blev hun spurgt om sit syn på anklagerne, og om hvad man bør stille op med problemet på den klassiske musikscene.
Overraskende afviste Netrebko kategorisk og med foragt, at der overhovedet skulle findes et problem:
»Hvis du ikke selv vil, kan ingen tvinge dig til noget, aldrig. Har du gjort noget, er det fordi du tillod det. Og i vores branche kan det slet ikke lade sig gøre, for hvis du er uden talent, vil ingen alligevel hjælpe dig«, sagde hun uden at blinke.
Udtalelsen faldt mildest talt ikke i god jord i medierne, og det fik divaen til efterfølgende at trække i land på Twitter:
»Lad mig gøre det klart: Ingen ofre for seksuelle krænkelser bærer nogensinde skylden selv. Jeg ved godt, at det finder sted i alle brancher, også i opera. Det var ikke min hensigt at påstå at nogen som helst, kvinder eller andre, selv kan have ansvaret for at opfordre til upassende adfærd«, skrev hun på sin profil.
Netrebko forklarede også, at hendes reaktion skyldtes hendes bekymring for de navne, der må se deres omdømme og levebrød ryge i vasken efter fordømmelse i offentligheden.
Foto: Vladimir Shirokov
Læs også: La Scalas chefdirigent tysser på kritikere af Netrebkos mand
FLERE NYHEDER