Nyhed
Anna Netrebko: mig og musikken
15. juni 2015
15. juni 2015
I forbindelse med en optræden i London senere på måneden har Anna Netrebko givet et interview til The Guardian, hvor hun fortæller om sine musikvaner og samtidig afslører, hvordan hun i en dunkel fortid kom til sin første plade på knap så hæderlig vis.
Den travle diva lever et liv, hvor professionen fylder så meget, at der ikke er meget plads til musikken for fornøjelsens skyld derhjemme.
“Jeg lytter primært til musik live ved enhver mulig lejlighed, og det er også måden, jeg foretrækker at opleve den på. Jeg elsker at høre mine andre operakolleger, fordi de udøver stor kunst”, siger hun. Hun har dog for nylig købt adskillige indspilninger af Verdis ‘Aida’, men udelukkende med henblik på at forberede sig til en kommende opsætning på The Met programsat i sæsonen 2018-19. Hendes allerførste pladekøb fortoner sig i glemslens nådige tåger. Hun beretter:
“Jeg kan ikke rigtig huske det – det er så lang tid siden, i et helt andet liv i Rusland. Da jeg voksede op, havde vi ingen penge, så vi stjal vores musik som piratkopier fra nettet.”
OBS: Netrebko holder pause pga. sygdom
I en pressemedelelse fra Universal Music oplyses det, at Anna Netrebko har trukket sig fra al koncertaktivitet de næste uger på grund af sygdom. Den russiske sopran har fået en akut infektion, og hendes læge har frarådet al optræden frem til den 25. juni. Dette betyder, at koncertopførelsen af Tjajkovskijs ‘Iolante’ torsdag 18. juni i DR Koncerthuset må aflyses. Aflysningen rammer også koncerthusene i Luzern og Monte Carlo samt Royal Albert Hall i London.
Foto: Kristian Schuller / DG
FLERE NYHEDER