Nyhed

Antonio Pappano bliver lidt længere i Covent Garden

Chefdirigent ved Royal Opera House gennem mere end 16 år, Antonio Pappano, bekræfter, at han er gået med til at blive et par år længere end oprindeligt aftalt. Oplysningen er overraskende, da planen var, at han skulle stoppe ved udløb af den nuværende kontrakt i 2020. Ifølge The Guardian er det et sent koks i forhandlingerne med en mulig efterfølger, der har fået Pappano til at vælge at blive, trods en vis metaltræthed efter de mange år på posten.

»Da jeg indså, at operahuset ville stå uden musikalsk rorfører, havde jeg intet valg. Jeg kunne ikke forlade et hus, der i så mange år har kostet mig blod, sved og tårer, blot for at se alle vores kollektive bestræbelser visne hen«, siger han.

Pappano har betinget sig en tiltrængt orlov fra Covent Garden i sæsonen 2020/21 for at blive hængende. Han kalder selv den aftalte orlov for et sabbatår, men det skal dog tages med et gran salt:
»For en dirigent indebærer et sabbatår at arbejde på ny musik og tænke nye tanker. Man kan ikke forvente, at han skal sætte sig ned og trille tommelfingre, med mindre det handler om at arrangere en særligt udfordrende rytme i et Harrison Birtwistle værk«, fortæller han.

Der er nærmere tale om en hyperaktiv arbejdsorlov med engagementer som international gæstedirigent på blandt andet La Scala i Milano, The Met i New York og Staatsoper i Berlin. Og så skal han passe den faste halvårlige tjans som chefdirigent for Orchestra dell’Accademia Nazionale di Santa Cecilia i Rom, hvor han har været siden 2005.

Pappano har i øvrigt også lovet hustruen en smuttur til Antarktis i løbet af friåret.

Foto: Sim Canetty-Clarke / ROH

Læs også: Pappano forlænger næppe med Royal Opera House

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER