Nyhed

Arvinger hævder retten til Ravels ‘Bolero’

Arvinger til en påstået medkomponist af Ravels ‘Bolero’ kræver nu rettighederne – og dermed også muligheden for massiv royalty indtjening – til orkesterværket, som ellers blev ‘public domain’ i 2016, skriver avisen Le Figaro. Man anslår, at værket siden premieren i 1928 har indtjent mere end 750 millioner kroner i royalties. Alene siden 1960 har værket genereret op mod 400 millioner kroner. ‘Bolero’ bliver spillet hver 15. minut på verdensplan.

Arvingerne til Alexandre Benois, den russiske maler og dekoratør der lavede scenografien til den ballet, ‘Bolero’ blev skrevet til, har indledt en retssag mod den franske sammenslutning af forfattere, komponister og musikforlæggere (SACEM) for at få bedstefaderen anerkendt som medkomponist til værket. Sammenslutningen har to gange tidligere afvist et lignende krav, men børnebørnene til Benois har siden indsamlet flere beviser, som angiveligt styrker deres sag.

Rettighederne til ‘Bolero’ udløb 1. maj 2016. Værket blev derefter frit tilgængeligt, og der skal ikke længere betales royalties til de tidligere rettighedshavere. Skulle det mod forventning lykkes for sagsøgerne at komme igennem ophavsrettens kringelkroge og med nye juridiske spidsfindigheder vinde sagen, vil det betyde, at værkbeskyttelsen forlænges til 2031, skriver Le Figaro. Sagen skal for retten i februar.

Læs også: Ravel museum lukket under mystiske omstændigheder

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER