Nyhed

Athens nye operahus

Tirsdag blev dørene officielt slået op i Stavros Niarchos Foundation Cultural Center, det knap så mundrette navn på Athens nye operahus, der fremover skal være hjemsted for den græske nationalopera. På plakaten ved åbningsforestillingen var Richard Strauss’ opera ‘Elektra’. Kulturcentret huser udover operaen også det nye græske nationalbibliotek og en stor kulturpark ved havnefronten i det sydlige Athen.

Operahuset er tegnet af den italienske arkitekt Renzo Piano, manden bag Centre Georges Pompidou i Paris og The Shard i London. Bygningskomplekset stod færdigt sidste år og blev overdraget til den græske stat i februar, hvor nationaloperaen rykkede ind. Operahusets store sal har 1.400 pladser, mens en lille intimscene har plads til 400 tilskuere. Regningen for det privatfinansierede kulturcenter lyder på godt 4,5 milliarder kroner.

Kritiske røster mener, at timingen for en dyr gave med et kæmpe driftsbudget til en græsk stat på randen af statsbankerot er uheldig. The Guardian skrev ved indvielsen af centret i sommer:
»Det er et bekymrende tidspunkt at afsløre et af århundredets største kulturelle projekter – især et som kræver 900 ansatte«.

Avisen henviser til, at kulturministeriet, der skal varetage driften, har fået halveret sit budget under den økonomiske krise. Til kritikken svarer en talsperson fra Stavros Niarchos Fondet, som står bag gaven:
»Indtægten fra forestillingerne og fra caféerne og restauranterne skal finansiere vedligeholdelsen af komplekset. Dette er en langsigtet investering i genopbygningen af Athen, der vil generere omkring en milliard kroner om året til den græske økonomi«.

Foto: PR

Læs også: Berlins Staatsoper tyvstarter efter syv års ombygning

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER