Nyhed
Ballade i de tyske musikhuse
14. maj 2018
14. maj 2018
Der er tumult på chefgangene i to tyske musikhuse. Og det i en grad så husenes fundamenter er ved at slå revner.
En langvarig konflikt i Staatstheater Cottbus mellem den amerikanske chefdirigent Evan Christ og orkester samt operaensemble er foreløbigt endt med, at dirigenten er sendt på orlov indtil udgangen af sæsonen. Og at teaterchefen, Martin Schüler, har taget sin afsked. Fra teatrets direktør, Martin Roeder, lyder det, at man – efter musikernes ønske – bestræber sig på at skille sig helt af med dirigenten.
Baggrunden for chefdirigentens suspendering er hans ledelsesstil, som af de ansatte beskrives som kolerisk og dybt fornærmende. Teaterchef Schüler, som har været Christs faste støtte, begrunder ifølge Musik Heute sin opsigelse således:
»Jeg har mistet det vigtigste grundlag for samarbejdet – ensemblernes tillid. I min lidenskabelige stræben efter kunstnerisk perfektion og succes for teatret, er jeg blevet blind for deres voksende behov og barriererne for deres optræden«.
Vestpå i Oper Köln er chefdirigenten Francois-Xavier Roth (foto) raget uklar med operachefen Birgit Meyer, som han mener er direkte inkompetent til sit job. Roth har gjort det til en knast i forhandlingerne om forlængelsen af hans kontrakt og har stillet krav til sin øverste chef, Kölns borgmester Henriette Reker om, at Meyer skal fyres, hvis han skal blive. Ifølge avisen Kölner Stadt-Anzeiger nærer operachefen omvendt heller ikke de varmeste følelser for chefdirigenten og ønsker ham hen, hvor pebret gror.
Konflikten har fået politikerne i bystyret op af stolene, og de forskellige partier stiller sig henholdsvis på Roths og Meyers side. Og udfaldet af armlægningen er fortsat usikker. Meyers fortalere forsvarer hendes kommercielle succes, mens tilhængerne af Roth lægger vægt på den kunstneriske succes, han har har med operahusets orkester.
Det eneste politikerne er enige om er, at de to kamphaner skal lægge låg på den personlige strid, før forhandlingerne om Roths forlængelse kan fortsætte. Hans kontrakt løber frem til 2020 og Meyers til 2022.
Foto: Julien Mignot
FLERE NYHEDER