Nyhed

Bamberg Symfonikerne blænder op for dirigentkonkurrence

Bamberg Symfonikerne blænder op for dirigentkonkurrence | Magasinet KLASSISK

Bamberg Symfonikernes Mahler Dirigentkonkurrence, der blev springbrættet for Gustavo Dudamels (foto) kometkarriere, holder fast i afviklingen af årets udgave som en af de få konkurrencer i øjeblikket. Også selv om det bliver i et andet format end vanligt, hvor et begrænset publikum og nøje planlægning af andre corona-forholdsregler har været nøglen til myndighedernes grønne lys til afholdelsen, skriver musiksitet Pizzicato.

På mandag skal tolv unge dirigenter, udvalgt blandt 336 ansøgere fra 54 forskellige lande, betræde podiet i Bamberg og konkurrere i værker af Mahler, Mozart og Weber. Konkurrenceprogrammet indeholder også et helt nyt værk af komponisten Miroslav Srnka og to stykker af Helmut Lachenmann, der også sidder i juryen.

I juryen sidder flere prominente medlemmer, deriblandt sangerinden og dirigenten, Barbara Hannigan, New York Filharmonikernes topchef, Deborah Borda samt Gustav Mahlers barnebarn, Marina Mahler, der er konkurrencens protektor og æresmedlem. Bamberg Symfonikernes chefdirigent, Jakub Hrusa, er juryformand.

Konkurrencen løber over en uge og har stor finale næste søndag. Der er først åbent for publikum i salen fra semifinalerne, men du kan hjemmefra følge med på alle konkurrencedagene på orkestrets website. Vinderen vil ved finalekoncerten modtage en præmiesum på en kvart million kroner plus flere års karrierevejledning. Dirigenterne, der snupper konkurrencens 2. og 3. plads, vil modtage checks på henholdsvis 150.000 og 75.000 kroner.

Foto: Rafael Pulido / PR

Følg med i Bamberg Symfonikernes Mahler Dirigentkonkurrence 2020 (starter 28. juni)

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER