Nyhed
Barenboim ny chefdirigent for berlinerne?
10. april 2015
10. april 2015
Der er på ny spekulationer om, hvem der skal overtage rollen som Berliner Filharmonikernes chefdirigent efter Simon Rattle, når han stopper i 2018. Den 11. maj skal Filharmonikernes bestyrelse stemme om, hvem arvtageren bliver. New York Times gætter på at Daniel Barenboim, nuværende kunstnerisk leder ved Berlin Staatsoper, er første kandidat til posten, på trods af at han tidligere har afvist stillingen, da han ikke var interesseret.
Mens Berliner Filharmonikerne har gæstet Baden-Baden i påsken har Daniel Barenboim i topform gjort sig bemærket med sit Staatskapelle Berlin på Filharmonikernes hjemmescene, Die Philharmonie, under den årlige Festtage Festival. Det er hans præstationer ved de mange koncerter under Festtage, der puster nyt liv i spekulationerne om Barenboims mulige fremtid hos Berliner Filharmonikerne. Yngre stjernedirigenter som Andris Nelsons, Gustavo Dudamel og Yannick Nézet-Séguin har også været nævnt, men vedholdende rygter fastholder at det er 72-årige Barenboims tur til at stå som fast mand på Berliner Filharmonikernes eftertragtede podie. I følge rygterne taler netop hans alder for at det bliver ham, da de yngre dirigenter får chancen i fremtiden.
Foto: Monica Rittershaus
FLERE NYHEDER