Nyhed
Barenboim til Iran eller ej
15. september 2015
15. september 2015
Det var planen, at Daniel Barenboim og Staatskapelle Berlin skulle være med til at bryde isen mellem Iran og Vesten i en fornyet kulturudveksling, men der er opstået forhindringer. Barenboim havde ellers planlagt en kommende koncert med orkestret i Teheran som et led i det første officielle tyske statsbesøg efter sommerens indgåelse af en atomaftale mellem Iran og Vesten. Men nu ønsker Iran tilsyneladende alligevel ikke besøg af Barenboim på grund af hans israelske pas og jødiske baggrund.
“Vi har ingen problemer med at det tyske orkester gæster Iran, men vi har noget imod deres leder. Han har flere forskellige statsborgerskaber, og ét af dem er israelsk. Af sikkerhedsmæssige grunde og for at undgå andre personrelaterede problemer har vi valgt at nægte ham adgang til landet”, siger Hossein Noushabadi, der er talsmand for det iranske kulturministerium til nyhedsbureauet ISNA.
Udover at have et israelsk pas er Daniel Barenboim også palæstinensisk og argentisk statsborger. Den iranske melding er imidlertid ikke det første skridt op ad bakke. Da offentligheden fik nys om koncertplanen, fordømte den israelske kulturminister omgående projektet som anti-israelsk. Barenboim fastholdt dog planen og blev bakket op af den tyske udenrigsminister, som stillede sig i spidsen som protektor for arrangementet.
Foto: Monika Rittershaus
FLERE NYHEDER