Nyhed

Barfodet trompetist får årets Leonard Bernstein Award

Barfodet trompetist får årets Leonard Bernstein Award | Magasinet KLASSISK

Det bliver den franske trompetist Lucienne Renaudin Vary, der får årets Leonard Bernstein Award ved Schleswig-Holstein Musik Festival.

Vary er den femogtyvende modtager i rækken til prisen, der blev indstiftet i 2002, og tidligere er gået til navne som Lang Lang, Lisa Batiashvili, Jan Lisiecki og Emily D’Angelo.

Den franske musiker, der er kendt for at optræde barfodet ved sine koncerter, får overrakt hæder og en check på 150.000 kroner ved en priskoncert 21. august i Lübeck. Her vil hun, ledsaget af ensemble reflektor og dirigent Vimbayi Kaziboni, bygge bro mellem klassisk musik og jazz med Joseph Haydns ‘Trompetkoncert’ og Gershwins ‘An American in Paris’.

»Lucienne Renaudin Vary anerkender ingen genregrænser i musik. I Leonard Bernsteins ånd forbinder hun ubesværet forskellige musikalske verdener, udvider imponerende repertoiret for trompet og demonstrerer overbevisende den højeste kunstneriske kvalitet. Hendes ekstraordinære alsidighed og tekniske genialitet gør hende til en af de mest indflydelsesrige musikalske personligheder i sin generation«, siger festivalleder og medlem af prisjuryen, Christian Kuhnt, om modtageren i en pressemeddelelse.

»Jeg er dybt beæret over at modtage Leonard Bernstein Award. Denne fantastiske festival fejrer kreativitet og dialogen mellem forskellige stilarter – værdier, som Leonard Bernstein så dybt legemliggjorde. Jeg føler en særlig tilknytning til denne åbne og levende vision for musik«, siger Lucienne Renaudin Vary i sin takketale.

Foto: Laure Bernard / Parlophone Records Ltd

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER