Nyhed

Bayerischer Staatsoper på eget pladeselskab

Bayerischer Staatsoper på eget pladeselskab | Magasinet KLASSISK

Andre orkestre i München har gjort det før – taget skeen i egen hånd. Bayerischer Rundfunk startede i 2009 eget pladeselskab til deres orkestre, Symphonieorchester des BR og Münchner Rundfunkorchester, og for fem år siden lancerede Münchner Philharmoniker deres eget label under navnet MPHIL. Nu tager Bayerischer Staatsoper handsken op og stifter deres eget in-house label med planen om at udgive både opera, koncerter og optagelser med operahusets kammerensembler.

Statsoperaens generaldirektør, Nikolaus Bachler, siger i en pressemeddelelse om det nye label, BSOREC:

»Grundlæggelsen af et in-house label er den konsekvente videreudvikling af vores mangeårige strategi med uafhængighed fra pladeselskaberne og tv-kanalerne og bliver endnu en hjørnesten sammen med vores staatsoper.tv. Det sætter vores operahus frit til, i harmoni med de optrædende og kunstnerne, at præsentere et uovertruffen, yderst mangfoldigt program til stadig flere klassiske musikelskere over hele verden«.

Første udgivelse på det nye pladeselskab bliver Bayerischen Staatsorchesters indspilning fra sæsonen 2017/18 af Mahlers femsatsede Symfoni nr. 7 under ledelse af deres daværende chefdirigent, Kirill Petrenko. BSOREC’s jomfru-udgivelse er på gaden 28. maj. Petrenko er også dirigenten på selskabets næste udgivelse på DVD og Blu-ray med en optagelse af Bayerische Staatsopers opsætning fra 2019 af Korngolds ‘Die tote Stadt’ med Marlis Petersen og Jonas Kaufmann i hovedrollerne.

Naxos vil sørge for at lange udgivelserne over disken, både de fysiske og de digitale af dem, som vil blive tilgængelige på de store online platforme.

Tendensen med at de store musikhuse udgiver liveindspilninger på egne labels er vokset, siden London Symphony Orchestra som det første stiftede LSO Live i 2000. Bevægelsen har været svaret på, at de eksklusive udgivelsesaftaler med de store pladeselskaber er blevet færre og færre i takt med et vigende salg af klassiske albums i fysisk format.

Læs mere: DR Symfoniorkestret skriver kontrakt med Deutsche Grammophon

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER